Nyheder16. august 2013

Ny pige i Singleliv: Jeg medvirker ikke for at blive kendt

Charlotte Hyllekvist Hansen er nyt ansigt i reality-serien Singleliv på Kanal 4.
Charlotte søger kærligheden i Singleliv
Charlotte søger kærligheden i Singleliv
 Foto: Kanal 4, Krestine Havemann



Den kønne 38-årige singlepige har ikke en drøm om at blive et kendt ansigt, som alle har en mening om.
Til gengæld har hun en drøm om at finde sig en kæreste.

Derfor valgte Charlotte Hyllekvist Hansen at sige ja, da Kanal 4 kontaktede hende via Facebook og spurgte, om alenemoderen til to teenagedrenge på 16 og 18 år kunne tænke sig at være med i reality-serien Singleliv.

Singleliv har ændret Puttes liv. Læs hvordan på udeoghjemme.dk

- Jeg har ikke selv fulgt med i programmet, så jeg skulle lige tænke over det først. Men jeg ville egentlig gerne have sparket lidt gang i mit kærlighedsliv igen, nu hvor mine børn er blevet så store og mindre afhængige af mig.
For mig er programmet underholdning og fis og ballade. Men jeg ville ikke have sagt ja, hvis ikke jeg troede på, at det er muligt at finde kærligheden den vej, siger Charlotte.

Hun har været alene med sine sønner, siden den ældste var tre år, og har flere forhold bag sig - men hun har aldrig boet sammen med nogen af sine kærester.

- Det er af en eller anden grund bare ikke sket, siger hun eftertænksomt og uddyber:

- Nogle af mine forhold er helt klart gået i stykker, fordi mændene ikke selv har haft børn. Det er ret svært at sætte sig ind i, at kærestens børn altid kommer i første række, hvis ikke man selv er forælder. Selv om man i begyndelsen viser forståelse, synes jeg altid, at den er forsvundet efter nogle måneder, og så er forholdet bare dødsdømt.

Sarona fra Singleliv føler sig forfulgt af eks-kæresten Samuel fra samme program. Læs hvorfor på udeoghjemme.dk


Derfor er et af hendes krav, at en kommende kæreste selv har børn.

- Jeg er blødt lidt op med tiden og siger nu, at det også godt må være små børn, griner hun.

Ellers har hun ikke så mange krav til en kæreste. Han skal være rolig og turde stå ved, hvem han er. Det gør hun selv, synes hun, og derfor er hun også ret afslappet med at medvirke i tv-programmet.

- Jeg står ved, hvad jeg gør, og har egentlig bare forsøgt at være mig selv foran kameraerne. Jeg tænker, at jeg er moden nok til at tackle, at der måske kommer noget kritik af min person, siger Charlotte, der for ti måneder siden sagde sit job som pædagog i en børnehave op og flyttede fra Næstved til Glostrup med sin yngste søn.

Årsagen var, at hun simpelthen havde brug for luftforandring, og da sønnen var med på ideen, var det ikke en svær beslutning. Hendes ældste søn er flyttet hjemmefra. Håbet er, at det bliver lettere at finde en kæreste i hovedstaden.

Om Charlotte har held med det, kan du se, når der er sæsonpremiere på nye afsnit af Singleliv på Kanal 4 onsdag den 21. august klokken 20.


Sponsoreret indhold