Ny McDonald's-is med koriandersmag deler vandene

Hvis du bare ikke kan få nok af koriander, bliver du helt sikkert glad for at læse denne nyhed.
Hvis du omvendt ikke bryder dig om den eksotiske krydderurt, bør du nok kigge væk.
McDonald's i Kina har netop lanceret et produkt, der måske er det mest splittende i fastfoodkædens historie: Sundae-isen med koriandersmag.
Det er en ganske almindelig vanilje-softice, som man kender en Sundae fra McDonald's. Men i stedet for karamel- eller chokoladesovs, er isen toppet med grøn koriandersovs og tørrede korianderblade.
Den nye Sundae-variant har allerede skabt stor debat på sociale medier.
– Jeg er glad for, at jeg lever på den anden side af planeten. Jeg ønsker det der så langt væk fra mig som muligt, skriver en bruger.
Andre brugere er derimod begejstrede for isen og spørger, hvornår den kommer til deres respektive lande.
Desværre må McDonald's skuffe en hel del kunder, for isvarianten er kun tilgængelig indtil på fredag – eller indtil de løber tør.