Nyheder6 timer siden (opd. 6 timer siden)

Ny detaljer i Nord Stream-sag

I sagen om bruddene på gasrørledningerne Nord Stream 1 og 2 blev der angiveligt brugt mindst fire sprængladninger, der hver især har vejet mellem 14 og 27 kilo.

I sagen om bruddene på gasrørledningerne Nord Stream 1 og 2 blev der angiveligt brugt mindst fire sprængladninger, der hver især vejede mellem 14 og 27 kilo.

Det skriver DR, der har fået indsigt i den tyske arrestordre mod den 49-årige ukrainske mand, der tidligere på ugen blev anholdt i Italien.

Det var i september 2022, at der opstod brud på de to gasrørledninger, der forbinder Tyskland og Rusland, henholdsvis øst og sydøst for Bornholm.

Statsminister Mette Frederiksen (S) gav efterfølgende udtryk for, at der efter danske myndigheders opfattelse var tale om sabotage.

Den ukrainske mand blev anholdt på baggrund af en europæisk arrestordre.

Han er ifølge arrestordren mistænkt for at have stået for at koordinere og lede sabotagehandlinger ved Nord Stream 1 og 2, skriver DR.

Derudover tæller arrestordren bådens kaptajn, fire dykkere og en person, der er mistænkt for at have været ansvarlig for sprængstofferne.

De stævnede ifølge arrestordren ud med sejlskibet "Andromeda" senest 8. september 2022 fra den tyske by Wiek og vendte tilbage 22. september. Her skal den mistænkte have forladt båden og være blevet kørt til Ukraine af en chauffør ifølge mediet.

Fire dage senere blev den første eksplosion registreret.

Ifølge arrestordren var sprængladningerne sat til at detonere på et bestemt tidspunkt.

Myndigheder i flere lande har siden efterforsket hændelsen. Dansk og svensk politi har indstillet efterforskningen.

Det har tidligere været fremme, at de tyske myndigheder ledte efter en ukrainer, der havde opholdt sig i Polen for derefter at vende tilbage til Ukraine.

Tyske og svenske medier har desuden tidligere skrevet, at en ukrainsk dykker er mistænkt for at stå bag sprængningerne.

Den 49-årige befinder sig fortsat i Italien. Og det forventes afgjort inden for de kommende to måneder, om han skal udleveres til Tyskland, har mediet Die Zeit berettet.

Sponsoreret indhold