Nyheder12. august 2023

Ny danmarksmester i ballonflyvning: Kim Larsen gjorde det!

Kim Larsen kan nu kalde sig danmarksmester i ballonflyvning
Vejret drillede, men nu er danmarksmesteren i ballonflyvning altså fundet. 
Vejret drillede, men nu er danmarksmesteren i ballonflyvning altså fundet.
 Foto: Michael Bager/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix

Gang på gang på gang blev der hejst sort flag på stævnepladsen for danmarksmesterskabet i ballonflyvning. Hvilket betød, at de 12 konkurrerende ballonskippere måtte blive på landjorden.

Det betød, at hele stævnet hang i en meget tynd tråd. To flyvninger skulle der til for at finde en vinder.

Spændingen blev udløst lørdag, hvor arrangørerne bag kunne kåre en vinder.

Ballonskipper Kim Larsen vippede tidligere vinder Christoffer Mundt, der har vundet fire år i træk, af pinden og nappede førstepladsen.

- Det har været fantastisk at vinde mesterskabet, efter at jeg i 12 år har været pilot og alle år forsøgt at vinde mesterskabet, siger Kim Larsen.

Uvejr med vindstød af stormstyrke blæste mandag ind over Danmark. Det fortsatte tirsdag, og resten af ugen har det danske sommervejr været ustadigt.

Ballonskipperne skulle have fløjet første etape ud af otte tirsdag, men måtte aflyse.

Så blev onsdagens flyvninger aflyst. Og derefter torsdags.

Til sidst var der kun tre flyvninger tilbage, og det var usikkert, om nogen overhovedet ville kunne vinde titlen som danmarksmester 2023.

- Da vi begynder at nå hen til fredag, før der kommer flyvninger, og vi ser prognoserne for fredag og lørdag, begyndte jeg at blive tvivlsom, siger Kim Larsen.

Tidligere har presseansvarlig Susanne Geil sagt, at man netop starter med at planlægge otte flyvninger, da der ofte er risiko for aflysninger.

- Vejret er så altafgørende en faktor, at det nærmest er unormalt, at der ikke er aflysninger. Det er en kalkuleret risiko, at der vil være aflysninger, sagde hun onsdag.

Men Kim Larsen påpeger, at det er meget sjældent, at der er så mange aflysninger som i år.

- Det har været lidt frustrerende altid at være klar til at skulle afsted, og det så bliver aflyst. Men jeg er rigtig glad for, at det lykkedes med de to flyvninger, siger danmarksmesteren.

Konkurrencen består i at være bedst til præcisionsflyvninger - at komme tættest på et givent mål.

En varmluftsballon har ikke et rat og flyver derfor altid i vindens retning, der kan variere i de forskellige luftlag. Man styrer ballonen op og ned ved at opvarme luften i ballonen.

Sponsoreret indhold