Nyheder26. november 2021

Ny corona har fået et navn

Coronavariant, der ifølge WHO ser ud til at brede sig i næsten alle Sydafrikas provinser, får navnet Omikron
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20211126-120031-7-1920x1359we.jpg
 Foto: Boris Roessler/DPA/Ritzau Scanpix

En ny coronavariant, der er opdaget i Sydafrika, giver grund til bekymring.

Det meddeler Verdenssundhedsorganisationen (WHO) fredag.

Varianten har fredag fået navnet Omikron. Som de andre navne på coronavarianter har den fået navn efter det græske alfabet.

- Denne variant har et stort antal mutationer, og nogle af dem er bekymrende, skriver WHO i en meddelelse.

- Den foreløbige dokumentation tyder på, at der er en øget risiko for at blive smittet igen med denne variant, sammenlignet med andre varianter af bekymring.

Sådan skabes navnet

* Når forskere skal navngive sygdomme, kan de bruge flere forskellige systemer. Et af dem hedder Pango lineages.

* Varianter kan forstås ved at tænke på et slægtstræ. Man kan sige, at varianterne benævner en given gren i et slægtstræ, hvor den oprindelige coronavirus - SARS-CoV-2 - er stammen.

* De allerførste virusgrene, som blev registreret i Kina sidste år, blev kaldt A og B. Efterhånden som de udviklede sig og spredte sig over hele kloden, blev deres forgreninger navngivet med en række tal.

* For eksempel var det "grenen" B.1, der forårsagede et stort smitteudbrud i Italien sidste år. Siden har den forgrenet sig til varianten B.1.351, som populært kaldes "den sydafrikanske variant". Det skal forstås, som at denne variant er den 351. efterkommer af den virus, der rasede i Italien.

* For at undgå alt for meget forvirring over navnene må hver variant - hver gren på slægtstræet - kun have tre punktummer i sit navn ifølge Pango-systemet. Hvis virusset ændrer sig markant, begynder man en helt ny "gren" på træet.

* Det er forklaringen på, at den variant, som først blev registreret i Brasilien, kaldes P.1, selv om den oprindelig er en forgrening af varianten B.1.1.28.

* Af Verdenssundhedsorganisationens (WHO) vejledning til at navngive sygdomme fra 2015 fremgår det, at navnene ikke bør indeholde geografiske områder, navne på befolkningsgrupper, dyrearter eller bestemte fødevarer.

* Det kan ifølge WHO være stigmatiserende at kalde varianterne "den britiske" eller "den sydafrikanske".

* Netop derfor besluttede WHO tidligere på året at navngive varianter med inspiration fra det græske alfabet. Derfor kaldes for eksempel B.1.1.7 nu Alpha, B.1.351 kaldes Beta, mens P.1 har fået navnet Gamma og B.1.617.2 benævnes Delta.

Kilder: Tidsskriftet Nature, New York Times, National Geographic, Claus Nielsen, afdelingschef ved Virus & Mikrobiologisk Specialdiagnostik på Statens Serum Institut (SSI).

Bekymrende

WHO kategoriserer de forskellige varianter som værende enten af "interesse" eller "bekymring".

En del af den bekymring, som WHO udtrykker, skyldes, at antallet af tilfælde med den nye Omikron-variant er opdaget hurtigere end andre varianter. Det "antyder, at denne variant kan have en vækstfordel", skriver WHO.

- Antallet af tilfælde af denne variant ser ud til at stige i næsten alle provinser i Sydafrika, meddeler WHO.

Sponsoreret indhold