Nyheder9. maj 2022

Ny anbefaling: Ingen skærm til norske børn under to år

Det skal være slut med skærmtid for børn under to år og højst én time til børn op til fem år, anbefaler det norske Helsedirektoratet
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20220509135725746_1000.jpg
 Foto: Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix

Står det til de norske sundhedsmyndigheder, så er der ikke noget, der hedder skærmtid for børn under to år.

Man anbefaler nemlig, at de mindste hverken kigger på mobiltelefon, Ipad eller computer.

Og børn op til fem år bør maksimalt have én times skærmtid om dagen.

Mandag kom Helsedirektoratet, som svarer til Sundhedsstyrelsen i Danmark, med nye anbefalinger for fysisk aktivitet og siddestilling.

Rådene er baseret på verdenssundhedsorganisationen WHO's anbefalinger, som udkom i 2019 og 2020.

Nu har de norske myndigheder tilpasset dem norsk kontekst.

- Det er et vigtigt punkt for os, at skærmen ikke bør bruges som barnepige, fordi det at sætte barnet foran en skærm, så de passiveres over længere tid, ikke er gunstigt, siger Bjørn Guldvog, direktør for Helsedirektoratet, som svarer til Sundhedsstyrelsen herhjemme.

Han understreger, at en smule skærmtid ikke er skadeligt for børn. Men Helsedirektoratet peger dog klart på, at børn generelt skal have så lidt skærmtid som muligt.

Mange små børn tilbringer mange af døgnets vågne timer i institution. Derfor vil meget af ansvaret for at leve op til anbefalingerne ligge hos de norske pædagoger.

- Det er vores indtryk, at børnehaverne er gode til at aktivere børnene gennem leg og fysisk udfoldelse. Dermed opfylder de mindste børn i mange tilfælde allerede rådene, siger Børn Guldvog.

For børn i alderen 6 til 17 år lyder rådet, at de mindst skal have én times motion dagligt.

Sponsoreret indhold