Nyheder6. februar 2024 (opd. 6. februar 2024)

Ny afgørelse om Nord Stream 1 og 2 på trapperne

Den svenske anklagemyndighed venter, at man onsdag kan kaste mere lys over sabotagen af de to gasrørledninger
Nord stream
Det var i september 2022, at de to gasrørledninger blev sprængt hul på.
 Foto: Danish Defence Command/Reuters/Ritzau Scanpix

Anklagemyndigheden i Sverige forventer onsdag at kunne præsentere en ny afgørelse i efterforskningen af sabotagen af gasrørledningerne Nord Stream 1 og Nord Stream 2 i Østersøen.

Det oplyser Sveriges anklagemyndighed ifølge det svenske nyhedsbureau TT.

Også mandag meddelte anklagemyndigheden, at en ny udvikling var på vej i sagen, som går tilbage til september 2022.

Her lød det, at der ville være nyt en af de efterfølgende dage.

Anklagemyndigheden oplyser ikke, hvad beslutningen drejer sig om. Det er således uvist, om der eksempelvis skal rejses tiltale i sagen, eller om der er mistanke mod navngivne personer.

Foreløbig er der ingen sigtede eller tiltalte i den mystiske sag.

Flere tyske medier - herunder Die Zeit - erfarer tirsdag, at den svenske anklagemyndighed planlægger at fortælle, at den vil stoppe efterforskningen af sagen, fordi det ikke er lykkedes at udpege en eller flere mulige gerningsmænd.

Det er dog ikke noget, som den svenske anklagemyndighed har bekræftet eller ønsker at kommentere.

Det var i slutningen af september 2022, at der gik hul på både Nord Stream 1 og Nord Stream 2.

Undersøgelser slog hurtigt fast, at der ikke var tale om naturligt forekommende skader, og at der højst sandsynligt var begået sabotage.

Både politiet i Sverige, Danmark og Tyskland tager del i efterforskningen.

To af lækagerne på gasrørledningerne fandt sted i Danmarks eksklusive økonomiske zone, mens to fandt sted i Sveriges eksklusive økonomiske zone i Østersøen. Alle lækager skete i internationalt farvand.

At nogle af lækagerne skete i Danmarks eksklusive økonomiske zone betyder blandt andet, at Danmark for den del af sagen har haft retten til at bestemme, hvem der skulle tage del i efterforskningen.

Sponsoreret indhold