Nyheder30. april 2017

Husker du "Pigen der ikke ville dø"? Nu taler den omdiskuterede overlæge

Overlægen Benedicte Dahlerup blev genstand for stor kritik, da hun i efteråret 2012 medvirkede i DR1-dokumentaren ”Pigen der ikke ville dø” om den dengang 19-årige Carina Melchior, der mod alle odds kæmpede sig tilbage til livet efter en ulykke. Nu beskriver overlægen selv hele forløbet i en ny bog
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/carina.jpg
 (Foto: DR1)

De danske TV-seere blev på én og samme tid forbløffede og forargede, da DR1 i 2012 sendte dokumentaren ”Pigen der ikke ville dø”.

Dokumentaren handlede om den dengang 19-årige Carina Melchior, der endte i koma som følge af en ulykke. Overlægen på Aarhus Universitetshospital spåede ikke den unge kvinde mange chancer for at overleve.

- Vi har set på scanningerne, og det ser slemt ud. Og for hende ville jeg ikke ønske, at hun overlevede. På ingen måde, lød ordene dengang fra overlæge Benedicte Dahlerup.

Men som de fleste husker, skete miraklet. Carina Melchior kæmpede sig mod alle odds tilbage til livet. Hun vågnede fra sin koma og genvandt blandt andet evnen til at tale og gå.

Miraklet reddede den unge kvindes liv, men kostede paradoksalt nok en anden dyrt: Nemlig overlæge Benedicte Dahlerup, der overfor Carina Melchiors forældre fastslog, at pigen ikke ville overleve.

Nu fortæller overlægen så sin version af sagen – og hun afslører blandt andet, at sagen havde store konsekvenser for hende.

I sin nye bog ”Konsekvenser”, som Dagens Medicin har offentliggjort, beskriver Benedicte Dahlerup blandt andet, at hun blev hårdt ramt af stress, før programmet blev sendt. Hun var nemlig nervøs for, hvordan DR ville vinkle dokumentaren:

- Jeg blev mere og mere bekymret for, om det kunne få fatale konsekvenser for organdonation i Danmark – som jo gennem mange år havde været en hjertesag for mig, især med henblik på at informere om hjernedødskriteriet på en nem og forståelig måde for lægmand, skriver Benedicte Dahlerup i sin bog og tilføjer:

- Ved juletid 2011 begyndte mit hår at drysse af. (...) Jeg ringede og snakkede med plastikkirurgen, som svor, at det havde han aldrig set før efter et så lille indgreb. Håraffaldet tog endnu mere til. Til sidst lignede jeg en munk!, skriver Benedicte Dahlerup i bogen.

Sagen betød, at overlægen modtog hård kritik, hun blev politianmeldt og måtte igennem en hel række af sundhedsvæsenets instanser: Fra Sundhedsstyrelsen og Patientombuddet til Arbejdsskadestyrelsen og Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn for blot at nævne nogle.

Den største kritik gik på de ord, som Benedicte Dahlerup gav forældrene, der ønskede og bad om et mirakel, så datteren kunne overleve.

- Vi har set på scanningerne, og det ser slemt ud. Og for hende ville jeg ikke ønske, at hun overlevede. På ingen måde, lød ordene, som efterfølgende fik store konsekvenser for Benedicte Dahlerup.

I den nye bog forklarer hun nu sin afvisning:

- Jeg er ikke afvisende over for, at der kan ske mirakler. Jeg tror på den spirituelle verden, og at der er en mening med alt.

Men i et program om organdonation ville hun ikke tale om mirakler og mulig overlevelse.

- Under normale omstændigheder — uden kamera — ville jeg være gået ind i en samtale om mirakler, står der i den nye bog, som Dagens Medicin har offentliggjort.

Du kan læse bogen her.

I dag er overlægen pensioneret.

Sponsoreret indhold