Nyheder4. marts 2024 (opd. 4. marts 2024)

Nu skal rumhelten Andreas Mogensen tilbage til jorden

Efter seks måneder i rummet gør danske Andreas Mogensen klar til at vende hjem. I mellemtiden er det nye "Crew 8" på en 17 timers rejse mod ISS, hvor de skal fortsætte forskningen i kredsløb om Jorden.
Sådan så det ud søndag, da raketten blev sendt mod ISS og Andreas Mogensen.
Sådan så det ud søndag, da raketten blev sendt mod ISS og Andreas Mogensen.
 Foto: John Raoux/AP/Ritzau Scanpix

En raket fra SpaceX med tre amerikanske astronauter og en russisk kosmonaut om bord er søndag aften lokal tid lettet fra Florida.

De er på vej til Den Internationale Rumstation (ISS), hvor de skal påbegynde en seks måneder lang mission i kredsløb om Jorden.

De fire er det hold, der skal erstatte blandt andet danske Andreas Mogensen, der har været på ISS siden august.

De fire personer, der også går under navnet Crew 8, ventes at ankomme til ISS tidligt tirsdag amerikansk tid efter en tur på 17 timer.

På ISS er Crew 7 klar til at tage imod det nye hold.

Danske Andreas Mogensen er en del af det hold sammen med to amerikanske og en japansk astronaut.

Crew 7 kan tage afsted fra rumstationen, omkring en uge efter Crew 8's ankomst.

Crew 8 skal være på rumstationen i omkring seks måneder.

I midten af februar lød det, at Andreas Mogensen tidligst kommer til at forlade rumstationen 8. marts.

Den danske astronaut skulle have været den første dansker nogensinde til at gennemføre en rumvandring.

Rumvandringen er blevet udskudt flere gange på grund af et læk på rumstationen, og nu bliver det ikke muligt for danskeren at nå det, inden missionen er ovre.

I midten af februar sagde Andreas Mogensen, at det alligevel har været en fantastisk mission, og at han håber, at en anden besætning får mulighed for at nå en rumvandring.

Danskeren blev efter en måneds ophold på ISS kommandør på Den Internationale Rumstation.

Andreas Mogensen er den første danske astronaut.

Crew 8 skal gennemføre omkring 250 eksperimenter i et miljø med meget lidt tyngdekraft.

ISS, der er lidt over 100 meter lang, er det største menneskeskabte objekt i rummet.

Sponsoreret indhold