Nu skal det være slut med hensynsløse cyklister: Her skal cykler måske køre med nummerplade

Der er udsigt til store ændringer på de britiske cykelstier.
Nu skal det nemlig være slut med hensynsløse cyklister, der kører over for rødt, og voldsomme færdselsulykker forårsaget af for høj hastighed på jernhesten.
Sådan lyder det fra den britiske regering, der i øjeblikket overvejer en ny vejlov, hvori det foreslås, at cyklister skal følge samme regler som bilister.
Hvis forslaget vedtages, vil ændringerne med andre ord betyde, at de britiske cyklister skal køre med nummerplade eller en anden lignende identifikationskode og være dækket af en forsikring, hvis uheldet er ude.
Herudover lyder det, at cyklisterne kan se frem til større bøder samt kørekortsstrafspoint, hvis de bryder loven eller overtræder de pågældende hastighedsgrænser.
De politiske overvejelser kommer angiveligt i forbindelse med, at landet har oplevet en eksplosion af cyklister de seneste år.
Den britiske transportminister Grant Shapp fortæller da også, at udviklingen er en fantastisk ting, men på samme tid mener han, at det giver anledning til, at man skal passe ekstra på i trafikken.
– Jeg vil ikke forhindre folk i at stige på deres cykler. Det er en fantastisk måde at rejse på, vi har set en stor eksplosion af cyklister under Covid, og siden tror jeg, at det har mange sundhedsmæssige fordele, siger han og fortsætter:
– Men jeg kan ikke se nogen grund til, at cyklister skal bryde færdselsloven, hvorfor de skal køre hurtigere, hvorfor de skal køre over for rødt lys og være i stand til at slippe af sted med det.
Derfor er ændringerne nu oppe og vende, men det vides endnu ikke, om det bliver vedtaget.