Annonce
Nyheder2 timer siden (opd. 2 timer siden)

Nu rammer det: Op til 15 centimeter sne

De kommende dage bliver også kolde med ned til 10 graders frost
Af: Ritzau
Sneen vil nogle steder kunne udfordre både kørende og gående.
Sneen vil nogle steder kunne udfordre både kørende og gående.
 Modelfoto: Colourbox
Annonce

2026 begynder med et omslag til mere vinterligt vejr.

Der er således udsigt til 10 graders frost og op til 15 centimeter sne i dele af landet de kommende dage.

Det siger vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Trine Pedersen.

- Fra natten til fredag og især i fredags- og lørdagsdøgnet vil der komme snebyger.

- De fleste snebyger kommer til at falde over Nordjylland, over Djursland og over den nordøstlige del af Sjælland, siger Trine Pedersen.

- Der kan lokalt falde op mod 10-15 centimeter sne. Men der vil også være andre steder i landet, hvor der ikke kommer noget særligt.

Søndag og mandag kan temperaturen i nattetimerne nå ned på 10 frostgrader.

Det er lavtrykket Anna, som befinder sig over Norge, som sender køligt vejr ned over Danmark.

Annonce

Det vil kunne mærkes allerede torsdag sidst på dagen, hvor regn bliver til slud og snebyger.

Det fortsætter fredag, og sidst på dagen kan dele af landet være dækket af sne i en grad, hvor man vil kunne finde kælken frem.

Det er heller ikke udelukket, at trafikken kan blive påvirket af snefaldet.

- Fredag og måske også lørdag vil vinden være let til frisk med vindstød op mod kulingstyrke.

Annonce

- Det betyder, at den sne, der falder, godt kan fyge lidt.

- Nogle steder vil der være snebyger, der afløser hinanden, og det kan måske også give problemer med at holde vejene ryddet, siger Trine Pedersen.

I weekenden ventes der frostgrader døgnet rundt, og søndag - måske også mandag - kan temperaturen for alvor dykke.

- Så kan vi lokalt komme ned mod 10 graders frost i nattetimerne, der hvor der ligger sne.

Annonce

- Også natten til mandag kan blive meget kold, fordi det er klart vejr, og vinden er helt aftaget, siger Trine Pedersen.

Som det ser ud nu, varer det kølige vintervejr ved i hvert fald til midten af næste uge, lyder det fra meteorologen.

Annonce

Sponsoreret indhold