Nyheder3. februar 2023

Nu holder Mette Frederiksen pressemøde: Afslører nye store planer

Der er behov for reformer, fordi der stadig mangler penge til sundhed og forsvar
Mette Frederiksen kom blandt andet med en spydende kommentar til den danske folkeskole. 
Mette Frederiksen kom blandt andet med en spydende kommentar til den danske folkeskole.
 Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Følg med i pressemødet via videoen i toppen af denne artikel

Velfærdssamfundet kører mange steder på pumperne, og derfor er der behov for reformer ifølge statsminister Mette Frederiksen (S).

Regeringen har indkaldt til pressemøde fredag ved middagstid efter et seminar, hvor der torsdag og fredag er blevet talt om, hvordan behovet for reformer kan blive forklaret bedre.

- Vi kan godt humpe videre, men med den der følelse af, at velfærdssamfundet kører på pumperne mange steder. Der må jeg som socialdemokrat sige, at det er bare ikke godt nok.

- Opgaven var ikke bare lige at klare den. Det var ikke målet, siger Mette Frederiksen til Weekendavisen.

Vil sende dig på privathospital

Privathospitalerne skal spille en større rolle og ikke kun tage sig af behandlingen af de mere banale lidelser.

Det er et af budskaberne fra sundhedsminister Sophie Løhde (V) på fredagens pressemøde. Når det offentlige inddrager det private mere, skal det også være billigere.

- Vi forventer at få noget til gengæld den anden vej i form af lavere priser fra privathospitalerne. Det handler om at få mest mulig sundhed for pengene, noget for noget, siger Sophie Løhde.

Ifølge centrale regeringskilder har regeringen erkendt, at den foreløbig har tabt diskussionen om, hvorvidt der er behov for økonomiske reformer. Det skriver Børsen fredag.

Den brede regering over midten er blevet nedsat netop med henblik på at reformere samfundet. Men eksempelvis afskaffelsen af store bededag som helligdag har vakt stor kritik i fagbevægelsen og resten af Folketinget.

Mette: Tre vigtige ting

Der er tre hovedprioriteter for SVM-regeringen frem mod den kommende sommer, og det er forsvar, sundhed og uddannelsesområdet.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) fredag på det pressemøde, der afholdes i Værløse i forbindelse med et regeringsseminar.

Om uddannelsesområdet siger statsministeren:

- Vi taber for mange børn og unge på gulvet. Det er vores meget klare vurdering, at der er behov for grundlæggende forandringer i den måde, vi driver uddannelse på i vores land.

Regeringen vil blandt andet skære et år af op mod halvdelen af kandidatuddannelserne.

- Erhvervsuddannelserne skal i centrum, og vi skal skabe nye og fleksible og attraktive uddannelsesveje for alle unge. Samtidig med at man skal have mulighed for at uddanne sig i løbet af arbejdslivet, siger hun.

Ifølge statsministeren går det godt i Danmark rent økonomisk. Men alligevel er der altså behov for milliarder af kroner til eksempelvis sundhed, klima, forsvar og psykiatri.

Sponsoreret indhold