Nyheder21. december 2023

Nu er det besluttet: Beboere i Bellahøjhusene skal evakueres

Torsdag eftermiddag skal beboere i Bellahøjhusene evakueres som følge af stormen Pia
Beboere i Bellahøjhusene bliver evakueret torsdag før stormen Pia forventes at ramme
Beboere i Bellahøjhusene bliver evakueret torsdag før stormen Pia forventes at ramme
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det er endelig besluttet, at beboere i 86 lejligheder i Bellahøjhusene skal evakueres torsdag eftermiddag som følge af stormen Pia.

Boligselskabet KAB bekræfter det over for Ritzau.

Højhusene fra 1950'erne har en konstruktionsfejl, som gør, at de ikke tåler en vindbelastning på mere end omkring 14 meter per sekund i middelvind.

I en orientering fremgår det, at der er bustransport til og fra det hotel i København, som beboerne har mulighed for at opholde sig på.

Busserne kører fra klokken 14 til 17, og beboerne kan blive på hotellet, indtil de får besked om, at bygningerne igen er sikre. Herefter vil der være bustransport tilbage til Bellahøj.

Hvis vejrudsigten ændres, tilpasses planen om evakuering, og beboerne orienteres via sms.

Evakueringen gælder adresserne Ved Bellahøj Syd 23, 24-26 og 28.

Højhusene ligger i Brønshøj i København.

I februar blev selvsamme højhuse også evakueret. Det skete i forbindelse med stormen Otto, der ramte landet tilbage i februar.

Boligselskabet KAB havde i forvejen orienteret beboerne om, at de formentlig skal evakueres torsdag eftermiddag.

Det skrev selskabet i en pressemeddelelse onsdag.

Kundedirektør i KAB Sanne Kjær sagde i meddelelsen, at vindniveauet ifølge selskabets tekniske rådgivere kan blive kritisk for bygningernes stabilitet.

- Beboernes sikkerhed er altafgørende for os, og vi har derfor varslet dem om, at de af sikkerhedsmæssige grunde skal evakueres, sagde hun.

Hun anerkendte samtidig, at det er en højst ubehagelig og ubelejlig situation, særligt fordi det er op til jul.

Sponsoreret indhold