Nyheder29. januar 2024 (opd. 29. januar 2024)

Nu begynder Copenhagen Fashion Week: Men én ting er svært

Mandag starter Copenhagen Fashion Week. Modeugen arbejder mod bæredygtighed, men det er svært
Mandag starter Copenhagen Fashion Week, hvor tøjmærker viser deres nye kollektioner frem til indkøbere og modeinteresserede.
Mandag starter Copenhagen Fashion Week, hvor tøjmærker viser deres nye kollektioner frem til indkøbere og modeinteresserede.
 Arkivfoto: Hanne Juul

Mandag starter Copenhagen Fashion Week, hvor tøjmærker viser deres nye kollektioner frem til indkøbere og modeinteresserede.

Tidligere udkom der mellem to og fire tøjkollektioner om året.

I dag udkommer de store "fast fashion brands", som for eksempel Zara og H&M, med op til 24 kollektioner om året.

Og tekstilindustrien er langtfra grøn. Hverken i Danmark eller resten af verden, hvor både produktion og afskaffelse af tøj belaster klimaaftrykket.

Men fokus på bæredygtighed stiger - også i forhold til tøjindustrien - og derfor indførte modeugen sidste år 18 bæredygtige minimumskrav.

- Vi er den eneste modeuge i verden, der har indført bæredygtighedskrav. Alle brands skal kunne leve op til de krav for at kunne blive optaget i vores modeuge, siger Cecilie Thorsmark, der er administrerende direktør for Copenhagen Fashion Week.

Det førte dog langt fra til jubel blandt grønne interesseorganisationer og forskere.

Plastic Change kaldte initiativerne for greenwashing, mens andre sagde, at de manglede ambitioner.

Cecilie Thorsmark er ikke enig i kritikken om greenwashing.

Hun anerkender dog kritik om manglende ambitionsniveau.

- Den kritik er for så vidt berettiget. Vi udviklede vores minimumsstandarder i 2019, og så gav vi branchen tre år til at arbejde hen imod dem og forbedre deres forhold.

- Så allerede i 2023, da de trådte i kraft, var de jo ikke lige så ambitiøse, som da vi udviklede dem i 2019. Og det er også derfor, at vi årligt fremadrettet kommer til at udvikle kravene, så de afspejler ny viden og lovgivning på området.

Denne januars modeuge bliver nok ikke sidste gang, at forskellige tøjmærker vil indtage byen med de smarteste modeller og de nyeste tøjkollektioner.

- Det er svært at forestille sig på kort sigt, at modeuger ikke vil eksistere. Der vil stadig blive solgt en masse tøj, og mode vil stadig have en stor betydning, siger Lars Fogh Mortensen, der er ekspert i tekstiler og cirkulær økonomi ved Det Europæiske Miljøagentur.

Sponsoreret indhold