Annonce
Nyheder4 timer siden (opd. 1 time siden)

Nu advarer forsikringsselskaber: Snestorm og glatte veje truer trafikken mandag

Den snestorm, som ifølge DMI kan ramme den østlige del af landet mandag, kan skabe trafikale udfordringer
Af: Ritzau
Annonce

Flere forsikringsselskaber har søndag advaret bilister mod en snestorm, der ventes at ramme den østlige del af landet mandag.

- Det kraftige snevejr kan føre til meget glatte veje, ringe sigtbarhed og vanskelige kørselsforhold, skriver Alm. Brand i en pressemeddelelse.

Det samme istemmer Vejdirektoratet søndag eftermiddag.

- Især myldretidstrafikken mandag eftermiddag vil blive berørt. Det vejr, du kører ud i, er ikke det vejr, du kører hjem i, skriver Vejdirektoratet i et opslag på det sociale medie X.

Beredskabsstyrelsen oplyser i et opslag på det sociale medie X, at man har gjort sneplove klar til hurtigt at kunne rykke ud.

Annonce

Ifølge selskabet If kan mandag blive en "grim start på ugen", hvis ikke man er ekstra påpasselig i trafikken.

DMI har søndag udsendt en advarsel om snestorm og "farligt vejr" på Bornholm, Sjælland, Fyn og nogle steder i Sønderjylland.

Lokalt kan der falde op til 20 centimeter.

En snestorm defineres ved, at der falder mere end ti centimeter sne på seks timer med en middelvind på mindst ti meter i sekundet.

Annonce

- Det kan blive en grim start på ugen for bilister, der ikke er forberedte.

- Snevejret kan skabe farlige situationer på vejene i form af påkørsler bagfra, og sigtbarheden kan blive lav på grund af snefygning, siger Rasmus Ruby-Johansen, ansvarlig for motorskader i If.

Hos Alm. Brand foreslår man at arbejde hjemmefra, hvis det er muligt.

Hvis man skal på vejene, lyder forslaget, at man tager sine forholdsregler, inden man sætter sig bag rattet.

Annonce

- Sørg gerne for at have en skovl og et tæppe med i bilen, og sørg for, at mobiltelefonen har rigelig strøm. Det skal være muligt at tilkalde hjælp, hvis uheldet skulle være ude, siger direktør for Motor i Alm. Brand Christian Johansen.

Begge selskaber anbefaler at tage hjemmefra i god tid og holde ekstra stor afstand til andre trafikanter.

Og har man ikke vinterdæk, bør man lade bilen stå.

Annonce

Det opfordres desuden til, at bilen ryddes fuldstændig for sne - ikke kun ruderne.

- Sne fra taget kan glide ned over forruden ved opbremsning eller ramme bagvedkørende under acceleration. Det kan skabe farlige situationer, tilføjer Rasmus Ruby-Johansen.

Midt- og Vestsjællands Politis politikreds og Fyns Politis politikreds er to af de steder, der kan blive ramt af mandagens snestorm.

Annonce

I et opslag på meddelelsestjenesten Politi Update minder politiet derfor om, at det er en god idé at køre hjemmefra i god tid og køre efter forholdene.

- Det kan være glat og ufremkommeligt, uanset hvordan du transporterer dig. Er du på cykel, så husk cykelhjelmen, lyder det fra Fyns Politi.

Annonce

Sponsoreret indhold