Northside satser på nyt koncept
Hvis du og vennerne også har undret jer over, at I ikke har kunnet købe billet til næste års Northside eller venter på en kunstner, kan I ånde lettet op.
Festivalen har valgt at droppe early bird-konceptet, som ellers har givet publikum mulighed for at slå til tidligt og dermed spare på næste års billet. Det oplyser Northside i et skriftligt svar til TV 2 Østjylland.
– Vi har valgt at droppe early bird for at introducere en ny og anderledes prisstruktur, skriver festivalen i en mail.
– Vi ønsker at give folk længere tid med en fordelagtig pris, koblet med offentliggørelse af de første navne, hvilket den nye struktur giver mulighed for, lyder det videre.
Billetterne kommer til salg i løbet af november, oplyser festivalen. Og mens flere andre festivaler allerede har offentliggjort de første navne på næste års plakat, lader Northside fortsat publikum vente på, hvilke sange de skal øve sig på.
Det skyldes, at festivalen venter på tilladelse til at offentliggøre navne. Der er dog landet flere aftaler med både danske og udenlandske artister, forsikrer Northside.
– Det er ikke altid, vi selv kan styre offentliggørelsestidspunkterne pga. de udenlandske artisters egne planer, som vi så skal tilpasse. De første artister til NS24 lander i løbet af november, oplyser Northside.
– At booke en festival er en glidende proces, hvor nogle udenlandske artister er hurtige til at beslutte sig, og andre tager lang tid om det. Som noget nyt i 2024 forventer festivalen at have markant flere internationale bookinger end tidligere til næste år. Håbet er at være på plads med det fulde program til marts 2024.
– Northside har altid haft mange udenlandske navne på, hvis man går tilbage i tiden, men med både brexit og corona, så har der været store udfordringer med tour aktiviteterne de sidste par år, lyder det.
Ifølge festivalen har forhøjede omkostninger på produktion og transport holdt en del artister fra at være på tour, både i 2022 og 2023.
– Det er blevet en smule mere normaliseret nu, og derfor vender Northside tilbage til et program, hvor den overvejende del er baseret på udenlandske artister. Selvfølgelig også for at skille os ud fra andre danske festivaler, skriver Northside i mailen.
Festivalen har været i vælten for sit kødfrie koncept, og første år på den nye plads Eskelunden i Aarhus i 2022 var mildest talt ikke en succes. Derfor kunne festivalen heller ikke melde udsolgt i 2023.
Smukfest i Skanderborg har netop meldt sit første topnavn ud. Engelske Sam Smith spiller i bøgeskoven. Her starter billetsalget den 7. november, og der meldes som regel udsolgt inden for kort tid. Flere festivaler sætter billetter til salg sidst i oktober og starten af november.