Nyheder5 timer siden (opd. 5 timer siden)

NorthSide melder ud: Beholder hiphop-trioen Kneecap på plakaten

Den sigtede, Liam O'Hanna, skal angiveligt have viftet med et flag til støtte for den militante bevægelse Hizbollah under en koncert i London sidste år
Liam O'Hanna, 27, er kendt under navnet Mo Chara og sigtes nu for at have støttet en terrorgruppe. Indtil videre har det dog ikke stoppet planerne om at give dem plads på NorthSide.
Liam O'Hanna, 27, er kendt under navnet Mo Chara og sigtes nu for at have støttet en terrorgruppe. Indtil videre har det dog ikke stoppet planerne om at give dem plads på NorthSide.
 Foto: Valerie Macon/AFP/Ritzau Scanpix

Festivalen NorthSide beholder hiphop-trioen Kneecap på sit program, selv om den ene af de tre er blevet sigtet for en terrorforseelse af britisk politi.

Det bekræfter festivalen over for Ritzau.

Den sigtede, Liam O'Hanna, skal angiveligt have viftet med et flag til støtte for den militante bevægelse Hizbollah under en koncert i London sidste år.

Hizbollah-bevægelsen blev dannet i 1982 som svar på en israelsk invasion i Libanon. Det er en shiamuslimsk bevægelse, som gennem årene blandt andet også har angrebet amerikanske mål.

Den har desuden spillet en særdeles aktiv rolle som allieret til Hamas-bevægelsen i Gaza, der er i krig med Israel.

Britisk politi blev ifølge mediet Sky News gjort opmærksom på en video af den unge rapper i april. Derfor blev dets antiterrorenhed sat på opgaven.

O'Hanna er sigtet for at have vist flaget "på en sådan måde eller under sådanne omstændigheder, at der er en rimelig mistanke om, at han støtter en forbudt organisation", lyder det.

Det er i så fald i strid med britisk terrorlovgivning.

Den irske trio har imidlertid understreget, at den hverken støtter Hamas eller Hizbollah, og den siger, at videoen er blevet taget ud af sin kontekst, skrev BBC onsdag.

Den aarhusianske NorthSide-festival skriver på sin hjemmeside, at den er opmærksom på sagen, og at den løbende er i dialog med de involverede.

- Situationen i Gaza vækker naturligt stærke følelser – også hos os. Vi tager klart afstand fra alle former for vold og ekstremisme, og vi forventer, at vores gæster og artister bidrager til en respektfuld festival for alle.

- Vi ser festivaler som vigtige arenaer for engagement, deltagelse, kulturel udfoldelse og ytringsfrihed, lyder det i en udtalelse på hjemmesiden.

Festivalen ønsker ikke at uddybe baggrunden for sin beslutning yderligere.

Sponsoreret indhold