Nyheder2. april 2024 (opd. 2. april 2024)

Norge vil øge antallet af værnepligtige med 50 procent

Den årlige optagelse af værnepligtige skal stige fra 9000 personer til 13.600 i 2036
Regeringen i Norge vil gradvist øge antallet af værnepligtige med 50 procent. Den årlige optagelse skal stige fra 9000 personer til 13.600 i 2036.
Regeringen i Norge vil gradvist øge antallet af værnepligtige med 50 procent. Den årlige optagelse skal stige fra 9000 personer til 13.600 i 2036.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Regeringen i Norge vil øge optagelsen af værnepligtige soldater til 13.600 personer om året i 2036.

Det fortæller den norske forsvarsminister Bjørn Arild Gram fra Senterpartiet på et pressemøde tirsdag ifølge nyhedsbureauet TT.

I dag bliver omkring 9000 optaget hvert år. Det svarer til, at 15 procent på hver årgang aftjener værnepligt

Med det nye mål vil man få 25 procent til at aftjene værnepligt.

- Mandskab er Forsvarets vigtigste ressource. Vi skal have nok folk med de rigtige kompetencer på det rette tidspunkt, siger forsvarsministeren.

Han peger ifølge mediet NRK på, at det er vigtigt at øge antallet af værnepligtige på grund af den nuværende sikkerhedspolitiske situation, hvor Norges naboland Rusland har invaderet Ukraine.

Samtidig vil regeringen investere et tocifret milliardbeløb i det norske forsvarsanlæg Terningmoen i Elverum, så basen kan modtage 1800 rekrutter fire gange om året.

I øjeblikket er der plads til cirka 300 rekrutter fire gange om året.

Det betyder også, at der skal oprettes op mod 400 nye stillinger.

- Den videre udvikling af Forsvaret kræver, at vi øger uddannelseskapaciteten. Vi er allerede godt i gang med tiltag, men vi får brug for flere folk med faglig militær ekspertise, siger Bjørn Arild Gram.

Meldingen fra den norske regering er en del af en langtidsplan for Forsvaret, som ventes at blive præsenteret fredag.

Også den danske regering har for nylig præsenteret et forsvarsudspil, hvor værnepligten blev omlagt.

Blandt andet skal der være fuld ligestilling i værnepligten, og kvinder og mænd vil blive indkaldt på lige vilkår.

Samtidig bliver værnepligten forlænget til 11 måneder. I dag er tjenestetiden som udgangspunktet fire måneder.

Regeringen vil desuden øge antallet af værnepligtige fra i dag 4700 til fremover 5000.

Sponsoreret indhold