Nyheder31. januar 2024 (opd. 31. januar 2024)

Norge i store problemer: Spærret motorvej tvinger bilister til Sverige

Det er ikke muligt at køre fra det sydlige Norge til det nordlige eller omvendt. Landet er ramt af en storm

Motorvejen E6 i Norge er spærret på grund af onsdagens uvejr.

Dermed er det ikke længere muligt at køre fra den sydlige del af landet til den nordlige del eller omvendt uden at skulle rejse ud af landet.

Det oplyser trafikoperatør Kristin Buchmann til det norske nyhedsbureau NTB.

- Det betyder, at Norge er delt i to. Hvis man vil fortsætte, skal det ske via Sverige. Færgetrafikken langs kysten er indstillet.

Motorvejen er spærret ved bjergområdet Saltfjellet i Nordland fylke.

Kristin Buchmann fortæller, at der ventes tiltagende vind hen over aftenen og natten ved Saltfjellet.

Derfor vil myndighederne først tage stilling til, om afspærringen skal forlænges eller ophævet torsdag morgen klokken ni.

- Vi ved ikke, hvor længe denne storm vil vare. Trafikanter, som har planer om at køre over Saltfjellet, bør stoppe et sted, hvor det er sikkert at stå, siger trafikoperatøren.

Stormen, som har ramt Norge onsdag og ventes at stilne af torsdag, har fået navnet "Ingunn".

I løbet af eftermiddagen og aftenen har Norges meteorologiske institut opjusteret sit varsel for flere områder i den midterste del af landet fra kategorien orange til rød, da der er risiko for "særdeles kraftige vindstød".

I Lofoten, som er en øgruppe i det nordlige Norge, ventes der vindstød på 40 til 50 meter per sekund. Ifølge en prognose kan øgruppen blive ramt af bølger på 21,5 meter omkring klokken 01 torsdag, skriver NRK.

I Nordland fylke, som Lofoten er en del af, er borgere blevet bedt om at forberede sig på, at hele den offentlige trafik kan blive indstillet frem til torsdag. Det fremgår af fylkens hjemmeside.

Desuden er alle gymnasier lukket torsdag i Nordland på grund af den voldsomme storm. Eleverne skal i stedet have online undervisning.

Sponsoreret indhold