Nordkorea afprøver missiler: - Ingen grund til dialog
Nordkoreas seneste syv missilaffyringer har alle været taktiske øvelser med våben, som kan bære atomsprænghoveder.
Det rapporterer statslige medier mandag.
Samtlige øvelser er personligt blevet overværet af landets leder, Kim Jong-un, tilføjes det.
I perioden fra 25. september til 9. oktober har enheder fra den nordkoreanske hær været involveret i de særlige øvelser, der omtales som "iscenesatte militærøvelser med taktiske atomvåben".
I løbet af de seneste to uger har Nordkorea gennemført affyringer af ballistiske missiler med falske atomsprænghoveder.
Formålet med øvelserne er ifølge det statslige nyhedsbureau KCNA at levere et stærkt "krigsafskrækkende" budskab.
Missilerne blev affyret med fokus på fjendens flypladser og vigtige havne, tilføjes det.
- Det blev demonstreret, hvor effektiv vores atomkampstyrke er. Den er klar til at ramme og ødelægge mål til enhver tid fra ethvert sted, siger Kim Jong-un til KCNA.
- Selv om fjenden fortsætter med at tale om dialog og forhandlinger, så har vi ingenting at tale om, og vi føler heller ikke et behov for det, rapporterer KCNA.
Ifølge det nordkoreanske nyhedsbureau besluttede Arbejderpartiet i Nordkorea at gennemføre øvelserne som et "uundgåeligt svar" på en storstilet mobilisering af amerikanske og sydkoreanske flådestyrker, herunder et hangarskib og en atomdrevet ubåd.
Så sent som natten til søndag lokal tid affyrede Nordkorea to missiler.
Ifølge Japans forsvarsminister, Toshiro Ino, fløj de 350 kilometer, hvorefter de landede uden for Japans eksklusive økonomiske zone.
Myndigheder i Sydkorea har tidligere sagt, at missilaktiviteten fra Nordkorea tyder på, at landet er ved at gøre klar til at foretage nye prøvesprængninger med atomvåben.