Nikolaj Steen: Vennerne endte som narkomaner
1. juledag er der premiere på filmen "Oldboys", som er både skrevet og instrueret af Nikolaj Steen, som har oplevet lidt af hvert i sit 42 år lange liv.
- Jeg havde venner, der endte som narkomaner på strømpesokker i Istedgade. Men jeg har altid vidst, at jeg ikke ville blive narkoman, selv om jeg har prøvet det meste. Jeg elsker ikke den tilstand nok, jeg skal helst være i kontrol, fortæller instruktøren i den seneste udgave af Euroman.
Han husker første gang, han tog syre, som en ren åbenbaring. Det foregik i et øvelokale sammen med et par venner.
- Jeg satte med ved trommesættet, og pludselig virkede stoffet. Der var i dén grad hul igennem. Man kan jo have nogle barrierer, der gør, at man synes, at noget er svært, men pludselig fungerede mine hænder og fødder helt uafhængigt. Jeg var rystet over, hvor jeg kunne spille, husker Nikolaj Steen.
- Næste dag skyndte jeg mig ned for at spille, men der var klapperne nede igen i form af bevidstheden om, at det var svært. Jeg prøvede selvfølgelig syre igen for at opnå samme tilstand, men det skulle jeg ikke have gjort: Mens jeg talte med en ven, så jeg hans hoved eksplodere, forklarer filmmanden i magasinet - dermed var det slut med syretrip for Nikolaj Steen.