Nyheder16. januar 2010

Niels Brinch: Tævet

TV-værten blev overfaldet under en bytur og måtte ringe efter 112 for at komme på skadestuen
https://imgix.seoghoer.dk/media/se-og-hoer/2010/kendte-dk/januar/niels-brinch-overfaldet2-jpg.jpg

For Niels Brinch startede fredag aften med en hyggelig afskedsfest for TV2-kollegaen Jesper Steinmetz, der skal være korrespondent i Washington. Men den endte rigtig uhyggeligt for den kendte "Station 2"-vært.

På vej hjem fra festen, stoppede han op ved Sankt Hans Torv i København, som ligger tæt på hans bopæl. Her var der fest i gaden, så han nuppede en smøg, mens han lyttede til noget musik, men så gik det galt.

- Jeg står og hygger mig ved et lille interimistisk musikanlæg lige ved Nørre Allé. Der står nogle folk og fyrer plader af. Jeg har fået nogle øl, så jeg er ikke klingende klar i hovedet. I godt humør. Der er god stemning, og folk danser. Pludselig hører jeg en idiot, der råber stikkersvin og politisvin, og så får jeg en på bærret, fortæller han til Ekstra Bladet.

Men overfaldsmanden stoppede ikke der. Niels Brinch får en til på lampen og tror også selv, at han er blevet sparket. Han var dog så fuld og omtåget af de hårde slag i ansigtet, at han ikke er sikker.

Han fik reddet sig i sikkerhed, men ringede efter 112 og blev hentet af en ambulance og kørt på skadestuen.

- Jeg er hævet i hele hovedet, har sår på ben og arme, og den ene lillefinger er godt smadret. Så kommer politiet og optager rapport, fortæller TV2-værten til avisen.

Han håber nu, at eventuelle vidner vil henvende sig til politiet, så den skyldige ikke slipper af sted med det grove overfald.

Sponsoreret indhold