Nyheder23. januar 2024 (opd. 23. januar 2024)

Niels advarede om giftigt jordskred: Firmaet gjorde intet

Niels Erik Nielsen har arbejdet ved lergraven i Ølst i over 20 år og længe været bekymret for udviklingen i området
Her ligger tilliden til milliardæren Torben Østergaard Nielsen begravet. For hverken han eller firmaet, som han har ansvaret for, har ifølge kritikere levet op til mindstekravene for anstændig opførsel.
Her ligger tilliden til milliardæren Torben Østergaard Nielsen begravet. For hverken han eller firmaet Nordic Waste, som han har medansvaret for, har ifølge kritikere levet op til mindstekravene for anstændig opførsel.
 Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Så rig er Torben Østergaard-Nielsen

- I får én time til at gøre noget. Ellers finder jeg på noget.

Sådan lød det i telefonen fra Niels Erik Nielsen, efter han var kørt forbi virksomheden Nordic Waste i Ølst den 12. december sidste år, skriver TV2 Østjylland.

I den anden ende af røret var en medarbejder for teknisk udvalg i Randers Kommune.

Niels Erik Nielsen har arbejdet ved lergraven i Ølst fra 1979 og frem til 2009. Dengang lå der et firma ved navn Fibo, som brugte leret til at lave isoleringsmateriale, og har var Niels Erik Nielsen ansat som maskinfører.

Siden Fibo forlod stedet i 2009, har han arbejdet med ler i andre sammenhænge også med løs tilknytning til Nordic Waste. Derfor kender han godt til området ved Ølst, der nu i over en måned har dannet ramme for et voldsomt jordskred, der fortsat udvikler sig.

På grund af sit kendskab til området og Nordic Wastes arbejde havde Niels Erik Nielsen tidligt fået nys om, at der var noget galt.

Han havde hørt fra virksomhedens medarbejdere, at jorden var begyndt at skride, og han havde endda modtaget billeder fra stedet.

I august 2023 blev han i kraft af sin tilknytning til stedet og firmaet inviteret til møde med personer fra ledelsen i Nordic Waste, hvor han blev spurgt til råds.

- De ville høre, hvad de kunne gøre, for jorden var begyndt at skride, siger han til TV2 Østjylland.

Og til det spørgsmål gav han dem et kort svar.

- 'Det kan I ikke stoppe', sagde jeg til dem. De havde allerede fyldt meget jord på, og de blev ved med det. Jeg vidste, den var gal, fortæller han.

Efter mødet med Nordic Waste tog han kontakt til Randers Kommunes tekniske forvaltning, og spurgte, om de var klar over, hvad der foregik ude i Ølst. Svaret var, at Randers Kommune havde fuldstændig styr på situationen.

- Det troede jeg ikke på, for jeg havde hørt fra medarbejderne derude, at der ikke blev ført ordentligt tilsyn, siger Niels Erik Nielsen.

Derfor sagde han til medarbejderen, som han snakkede med fra Randers Kommune, at han skulle lytte rigtig godt efter, hvorefter han - ifølge eget udsagn - sagde:

- Det her bliver den største miljøkatastrofe i Randers nogensinde.

Niels Erik Nielsen er ikke den eneste, der har fortalt TV2 Østjylland, at de havde advaret kommunen om Nordic Waste. Også flere byrådspolitikere har forsøgt at råbe kommunen op.

Og i december fortalte entreprenør Anders Bruun Madsen, at han ikke er overrasket over jordbunkernes bevægelser.

Midt i december følte Niels Erik Nielsen sig igen nødsaget til at råbe kommunen op.

Han var tilfældigvis kørt forbi Nordic Waste den 12. december, hvor han så, hvordan det stod til derude.

- Bygningerne var ved at vælte på grund af jordskredet, så jeg skyndte mig igen at ringe til forvaltningen, siger han.

- Jeg vidste ikke, at jorden kunne være forurenet. Jeg var bare bekymret, fordi jeg så, hvor store mængder, der var, siger han.

Og det var her, Niels Erik Nielsen sagde, at han ville give forvaltningen en time til at gøre noget, før han selv ville gribe ind. Medarbejderen, han snakkede med, forsikrede Niels Erik Nielsen om, at han ville tage derud og se på sagen samme dag.

En uge senere, den 19. december, stoppede Nordic Waste med at kæmpe mod jordskredet.

Efter at have arbejdet med ler i mange år, har Niels Erik Nielsen godt styr på, hvordan man bedst håndterer den slags.

Spørger man ham, så kan regnvejr ikke bebrejdes for jordskredet i Ølst.

- Skaden var sket, lige meget hvilket vejr, der havde været. Hvis man lægger noget oven på fugtigt ler, så skrider det - især når det er store mængder, siger han.

Derfor er han heller ikke sikker på, om det havde været nemmere at redde situationen, hvis kommunen og Nordic Waste, havde lyttet til ham tilbage i august.

TV2 Østjylland har kontaktet Randers Kommune for at høre, hvordan de opfattede henvendelsen fra Niels Erik Nielsen. Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar.

Sponsoreret indhold