Nyheder16. juni 2009

Nicklas Bendtner: Det var en fælde

Alligevel fortryder landsholdsspilleren, at han gik i byen den skæbnesvangre nat efter Arsenals nederlag
Nicklas Bendtner siger, at det var en fælde, da han viste sine lår frem en sen nattetime uden for en London-natklub
Nicklas Bendtner siger, at det var en fælde, da han viste sine lår frem en sen nattetime uden for en London-natklub
 Foto: All Over

Den engelske presse og for den sags skyld også den danske elsker Nicklas Bendtner. Han er nemlig altid god for store overskrifter.
For hans lyserøde fodboldstøvler, for hans bramfri udtalelser om sine egne fortræffeligheder og ikke mindst for hans natklub-eskapade, hvor han angiveligt i en kæmpebrandert forlod et London-diskotek med bukserne nede om haserne.

Støvlerne og udtalelsernes udlægning i pressen har den 21-årige Arsenal-stjerne kun smil tilovers for. Men drukseancen er han bestemt ikke stolt af.

For det første understreger han i dag i B.T., at der var tale om en fælde. Uden for natklubben stod en horden af fotografer, og han påstår, at én rev bukserne ned på ham, så det hele blev fuldstændig akavet og omsonst. Men samtidig ved han også, at han bare kunne være blevet hjemme den aften, hvor skuffelsen over, at Arsenal var blevet sendt ud af Champions League, var så stor.

- At jeg blev fanget i en fælde og kom til at se meget værre ud, undskylder jo ikke, at jeg satte mig i den situation ved overhovedet at være ude den aften, og det ved jeg godt, siger han til B.T.

Han mener dog også, at episoden har gjort ham mere moden, men det irriterer ham stadig, at han bliver udstillet som et lallende fjols.

- Folk, der kender mig - mine venner og familie - ved jo, at jeg er seriøs og beholder fokus på fodbold, men det tror alle andre jo ikke, når man ser de billeder, siger Nicklas Bendtner til avisen.

Sponsoreret indhold