Nyheder9. september 2016

Nicholas Nybro danser tættere end til bryllup

Parrene i Vild med dans kommer under showet særdeles tæt på hinanden. Det kan Nicholas Nybro skrive under på.
https://imgix.seoghoer.dk/media/vipedia/nicholas_nybro.jpg
 (Foto: Polfoto)

Når den 13. sæson af seermagneten Vild med dans ruller over skærmen, bliver det med blandt andre designeren Nicholas Nybro i rollen som nydanser.

Som designer er 34-årige Nicholas Nybro vant til at være i tæt kontakt med modeller, når han klæder dem af og på under sine modeshows, men deltagelsen i det populære danseprogram byder på en helt ny form for nærkontakt med dansepartneren Luise Crone Dons.

- Jeg har en enkelt gang oplevet at mærke Luises skridt mod mit ben, fordi vi dansede så tæt, men det sker jo, fortæller Nicholas Nybro med et grin og fortsætter:

- Alt for dansen! Så længe der er en grund til det.

Selv om Nicholas Nybro for et år siden blev gift med sin mand, erindrer han, at de to ikke engang dansede lige så tæt under deres brudevals, som han nu gør med Luise Crone Dons.

- I forhold til hvor tæt Luise og jeg danser nu, så virker det jo, som om at min mand og jeg har kæmpestore parforholdsproblemer, når vi danser så langt fra hinanden, joker designeren.

Nicholas Nybro uddyber, at han er klar til at gøre hvad som helst for at gå hele vejen i konkurrencen, også selv om det byder på meget tæt nærkontakt. Og det er der en helt speciel grund til.

- Dansen er jo bygget på respekt, og jeg ved, at Luise kun gør de ting, hun gør, fordi det virker. Ikke bare fordi hun vil i trusserne på mig, griner nydanseren.

Designeren lover desuden, at han er klar til at overskride sine grænser, hvis der er en årsag til det.

- Altså hvis Luise fandt på, at jeg skulle løbe ind på scenen nøgen, fordi det kunne være sjovt, så tror jeg, at vi lige skulle sætte en hæl eller stilet i jorden, slår designeren fast.

Nicholas Nybro blev for alvor landskendt, da skuespillerinden Ghita Nørby bar en af hans kjoler til hofbal hos dronningen. Kjolen, der af mange blev døbt moderkage-kjolen, skabte stor omtale, fordi flere mente, at den var noget særpræget.

Nicholas Nybro og Luise Crone Dons skal konkurrere mod 11 andre par i 13. sæson af Vild med dans, der får premiere på TV2 fredag den 9. september.

Sponsoreret indhold