Nyheder 17. januar

Ni partier går sammen: Afviser afskaffelse af bededag

Ni partier går nu sammen for at afvise regeringskravet om at afskaffe store bededag
Liberal Alliances Alex Vanopslagh er en af dem, der har været utilfreds med regeringskravet om helligdagen 
Liberal Alliances Alex Vanopslagh er en af dem, der har været utilfreds med regeringskravet om helligdagen 
Foto: Ritzau Scanpix

Regeringens krav om, at partier skal stemme for at afskaffe en helligdag, hvis de vil deltage i et kommende forsvarsforlig, møder total afvisning fra ni partier.

I en fælles pressemeddelelse kalder partierne - alle uden for regeringen - det et brud med en tradition.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

- Partierne betragter regeringens tilgang som et brud på den danske tradition for bredt samarbejde omkring Forsvaret, hedder det i pressemeddelelsen.

- Det er urimeligt at stille en samlet forligskreds over for en eneste mulig finansiering, som de fleste af partierne er imod. Derfor afvises krydset mellem afskaffelse af en helligdag og adgang til forligskredsen.

Det er første gang, at de ni partier går sammen om en sag efter flertalsregeringen er trådt til.

Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne har i deres regeringsgrundlag skrevet, at de vil afskaffe en helligdag for at finansiere fremrykkede udgifter til forsvaret.

I sidste uge sendte de et lovforslag om at afskaffe store bededag i høring. Og fredag 13. januar gav forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) de øvrige partier syv dage til at meddele, om de vil gøre det.

- Alle ni partier bag denne melding opfordrer regeringen til sammen med resten Folketinget at søge anden finansiering til det kommende forsvarsforlig. Alle partier er parate til at møde op til forhandlingerne og påtage sig ansvaret for at finde anden finansiering.

De ni partier bag pressemeddelelsen er SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, De Konservative, Enhedslisten, De Radikale, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Alternativet.

- Vi siger klart fra over for regeringens bøllemetoder, som vil medføre et smalt forlig. Det er ingen tjent med. Slet ikke det danske forsvar. Forløbet med store bededag minder i bekymrende grad om den gamle regering, siger Alex Vanopslagh (LA).

De Radikale, som både er med i det aktuelle forsvarsforlig og det nationale kompromis om forsvar, afviser regeringens krav på grund af koblingen mellem forsvar og afskaffelsen af store bededag.

- I Radikale Venstre ønsker vi at fortsætte det brede og konstruktive samarbejde, vi altid har haft om det danske forsvar, og tror på, at vi i et bredt fællesskab kan finde anden finansiering til det kommende forsvarsforlig, siger politisk leder Martin Lidegaard (R).

/ritzau/

Sponsoreret indhold