Annonce
Nyheder5. jan. 2026

Netværksfejl får færger fra Norge til at ligge stille

Endnu engang er norsk færgeselskab udfordret. Denne gang er netværksproblemer og ikke vejret årsagen
Af: Ritzau
Annonce

Det norske færgeselskab Color Lines færger ligger stille på grund af en netværksfejl.

Det oplyser selskabet til norske NRK.

Selskabets færger sejler blandt andet mellem danske Hirtshals i Nordjylland og Kristiansand.

- Vi har nogle netværksproblemer, som vi arbejder på at løse. Lige nu ligger alle færger stille, siger Erik Brynhildsbakken, der er koncerndirektør for kommunikation og PR, til NRK.

Ifølge trafikdata fra Marinetraffic kan det ses, hvordan færgerne Color Magic, Fantasy og Hybrid samt Superspeed 1 og 2 ligger til kaj, skriver mediet.

Det er ikke første gang i det nye år, at færgeselskabet er udfordret.

På årets anden dag blev flere afgange aflyst på grund af et vejrskifte.

Der var tale om afgange mellem de norske byer Larvik og Kristiansand og Hirtshals.

Annonce

Mandag fremgår det ikke, om færger er afsejlet på vej mod enten Danmark eller Norge, eller om de blot lægger til kaj. Color Line nævner ikke problemerne på sin hjemmeside.

Superspeed 1 skulle sejle fra Kristiansand mod Hirtshals klokken 16.30, men et kort på hjemmesiden viser, at det ikke har rykket sig fra den norske by.

Annonce

Sponsoreret indhold