Nyheder1. april 2024 (opd. 2. april 2024)

Netanyahu er ved bevidsthed efter operation for brok

Ifølge hospital er Israels premierminister ved at komme sig, men det uddybes ikke, hvor lang tid det vil tage
Netanyahus brok blev opdaget af læger under et rutinetjek lørdag. Herefter blev det besluttet, at han skulle opereres, når hans opgaver var afsluttet søndag. (Arkivfoto). -
Netanyahus brok blev opdaget af læger under et rutinetjek lørdag. Herefter blev det besluttet, at han skulle opereres, når hans opgaver var afsluttet søndag. (Arkivfoto). -
  Foto: Abir Sultan/Ritzau Scanpix

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, er mandag ved bevidsthed efter en succesfuld operation for brok.

Det oplyser det hospital, hvor han er blevet opereret.

Den israelske premierminister taler med sin familie, lyder det.

Ifølge Hadassah-hospitalet er Benjamin Netanyahu ved at komme sig, men hospitalet uddyber ikke, hvor lang tid det vil tage.

Også premierministerens kontor oplyser, at operationen er gået godt. Det skriver AFP.

Netanyahus brok blev opdaget af læger under et rutinetjek lørdag. Herefter blev det besluttet, at han skulle opereres, når hans opgaver var afsluttet søndag.

Brok er en udposning af bughulen gennem en åbning eller et svagt sted i bugvæggen. Det viser sig som en bule under huden og opstår typisk ved navlen, i lysken, i overgangen til låret eller i ar efter operationer.

Benjamin Netanyahu fik i juli 2023 indopereret en pacemaker.

Tusindvis af israelere demonstrerede søndag aften. Her krævede de, at Benjamin Netanyahu skal trække sig som premierminister, og at alle israelske gidsler skal frigives fra Gaza.

Ifølge AFP blokerede demonstranterne en hovedvej, efter at have demonstreret foran det isralekse parlament, tændt bål og viftet med israelske flag.

Den militante bevægelse Hamas angreb Israel 7. oktober 2023. Her blev omkring 1160 personer dræbt, mens 253 personer ifølge israelske optællinger blev taget som gidsler.

Efter 7. oktober har Israel udført massive angreb i Gaza. Angrebene har indtil videre dræbt mindst 32.782 personer ifølge sundhedsmyndighederne i Gaza, som er kontrolleret af Hamas. Hovedparten af de dræbte er ifølge myndighederne kvinder og børn.

Israel mener ifølge AFP, at omkring 130 gidsler stadig befinder sig i Gaza. Blandt dem antages 34 at være døde.

Sponsoreret indhold