Nyheder28. oktober 2023

Netanyahu bekræfter: Vi er i ny fase af krigen

– Vi vil gennemføre og udnytte enhver mulighed for at få gidslerne hjem, siger Netanyahu.

Premierminister Benjamin Netanyahu siger i tv-tale, at det israelske militær er i anden fase af krigen i Gaza, som skal føre til befrielse af alle gidsler.

- Israelske soldater udkæmper nu krigen på fjendens territorium. Krigen i Gaza bliver lang og vanskelig, siger den israelske premierminister.

Netanyahu sagde, at efter krigen vil vi alle stå med nogle vanskelige spørgsmål. som vi skal svare på - det gælder også mig, sagde han i en henvisning til den massive kritik, der er blevet rejst mod Israels regering og efterretningstjenester efter Hamas-angrebet den 7. oktober.

Netanyahu opfordrede igen civile indbyggere til at søge mod syd i Gazastriben. Han beskyldte Hamas for at bruge civilbefolkningen i Gaza som et skjold, som gruppen skjuler sig bag. Han sagde, at de, der kritiserer Israels militær er hyklere, fordi det israelske militær har den højeste moral i verden.

Den israelske leder talte efter at have mødt familier til israelere, som holdes fanget af Hamas i Gazastriben.

– Vi vil gennemføre og udnytte enhver mulighed for at få dem hjem, sagde Netanyahu efter mødet ifølge BBC.

Netanyahu forpligter sig ikke til at gennemføre nogen fangeudveksling med Hamas, som gentagne gange har tilbudt at løslade alle gidsler i bytte mod tusindvis af palæstinensiske fanger i israelske fængsler.

Den israelske premierminister er ikke i stand til at sige, om Iran var involveret i planlæggende af angreb på Israel for tre uger siden, men han fastslår, at Iran støtter Hamas.

Over 220 personer blev taget til fange af Hamas under gruppens angreb mod Israel 7. oktober.

Ifølge det israelske militær er operationerne på landjorden i Gaza udvidet, og adskillige af Hamas' terrorceller er blevet identificeret i området.

Det israelske militær har under operationerne haft fokus på et omfattende tunnelsystem - næsten en underjordisk by under Gaza - hvor der blandt andet er blevet afviklet snubletråde og lureminer.

- Som led i operationen har soldater fundet og uskadeliggjort terrorceller, som forsøgte at affyre panserværnsmissiler og mortergranater, hedder det i israelske pressemeddelelser.

Sponsoreret indhold