Nemlig præstenterer stort underskud: Har aldrig haft plus på bundlinjen

Det seneste årsregnskab fra onlinesupermarkedet Nemlig viser et underskud før skat på 28 millioner kroner.
Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.
Det er en halvering af underskuddet på 62 millioner kroner i 2024.
Nemlig har fortsat ikke prøvet at have et plus på bundlinjen, men selskabet har lagt en ny strategi, hvor målet er at vokse med 45 procent over de næste tre år.
En strategi, selskabet præsenterede i august, og hvor onlinesupermarkedet blandt andet vil vækste gennem lavere priser.
- Vi skal kunne konkurrere med discount på pris, samtidig med at vi styrker relationen til vores kunder gennem en endnu bedre personaliseret indkøbsoplevelse, siger stifter af Nemlig og administrerende direktør Stefan Plenge i pressemeddelelsen.
Nemlig har i det seneste regnskabsår haft en omsætning på 2,8 milliarder kroner. Det er en omsætningsvækst på knap 100 millioner kroner sammenlignet med året før.
Nemlig er ejet af Stefan Plenge og Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen.
Anders Holch Povlsen overdrog i juli sin plads i bestyrelsen til Lise Kaae, som også sidder som administrerende direktør i Holch Poulsens holdingselskab, Heartland-koncernen.
Inden da havde Holch Povlsen siddet i bestyrelsen i Nemlig i 11 år.
Coop forsøgte sig også med hjemmelevering af dagligvarer for år tilbage, men lukkede ned for den igen, fordi den ikke var rentabel.
En af landets andre store dagligvarekoncerner, Salling Group, tilbyder med Bilka To Go hjemmelevering på Sjælland, i Jylland, på Fyn og på Lolland-Falster.