Nyheder18. oktober 2021

NEKROLOG: Krigsoptakt blev en plet på Powells unikke karriere

Colin Powell skrev historie, da han nåede længere politisk end nogen sort mand før ham. Han døde mandag.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20211018-152128-6-1920x1275we.jpg
 Foto: Mario Anzuoni/Reuters/Ritzau Scanpix

Han nåede højt op i det amerikanske militær og var den første sorte person, der blev udnævnt til udenrigsminister i USA.

Mandag døde Colin Powell efter komplikationer efter smitte med coronavirus, oplyser familien på Facebook. Han blev 84 år.

Colin Powell blev født og opvoksede i New York-kvarteret Harlem, hvor han endte med at læse til geolog, inden han meldte sig til en træningslejr for reservesoldater.

Det var der, han først mærkede ilden, der drev ham helt til tops i militæret. Ved siden af universitetet trænede han sammen med de andre soldater og blev udnævnt til sekondløjtnant.

Han fortsatte i militæret og blev i 1960'erne sendt til Vietnam flere gange.

Den hårdtarbejdende newyorker fortsatte med at stige i graderne og sluttede med fire generalstjerner på skuldrene.

Det var en stor ting, ikke blot fordi der skal meget til for at få fire stjerner, men Colin Powell blev den første sorte mand, der nåede så højt op i det amerikanske militær.

Hans smag for det politiske blev vakt til live efter Vietnam, hvor han blev militærrådgiver for præsident Richard Nixon fra 1972 til 1973. Senere fik han stillingen som national sikkerhedsrådgiver for præsident Ronald Reagan.

Og i 1991 var han blevet udnævnt til generalstabschef - altså den øverste chef for USA's militær - og ledede Operation Desert Storm under Golfkrigen, hvor Irak havde invaderet Kuwait.

Og netop Irak var et land, der blev centralt for hans politiske virke ti år senere, da den republikanske præsident George W. Bush havde udnævnt ham til udenrigsminister. En post han bestred fra 2001 til 2005.

Colin Powell huskes blandt andet for en tale i FN's Sikkerhedsråd i 2003, hvor han af høgene i den amerikanske regering var blevet sat til at fremlægge beviserne for, at Saddam Hussein var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben. Siden viste det sig, at våbnene ikke eksisterede.

Powell erkendte i 2016, at talen var en "plet" på hans karriere og en stor efterretningsmæssig fejl.

Fem år efter den berømte tale overraskede Powell alle ved åbenlyst at støtte demokraternes præsidentkandidat, Barack Obama, trods sin tidligere højtprofilerede post for en republikansk præsident.

I 2016 fulgte han op ved at sige, at han ville stemme på demokraten Hillary Clinton, da hun stillede op mod republikaneren Donald Trump.

Sidste år kritiserede han desuden Trump for håndteringen af de protester, der var efter den sorte George Floyds død i politiets varetægt.

- Vi har en forfatning. Og vi skal følge den forfatning. Og præsidenten er drevet væk fra den, sagde Powell i forlængelse af, at en demonstration i Washington var blevet ryddet.

Colin Powell efterlader sig konen Alma Johnson, som han har været gift med siden 1962. De har sammen tre børn.

Sponsoreret indhold