Nyheder 27. juni 2021

Negativ TripAdvisor-anmeldelse går viralt: Her er alt for smukt - og hvorfor er der ikke en McDonald's?

En ualmindeligt muggen anmeldelse på TripAdvisor går lige nu sin sejrsgang på internettet - for er der sjov eller alvor bag anmeldelsen?
Foto: Polfoto/TOPFOTO/Ritzau Scanpix

Enhver garvet rejseplanlægger kender nok til hjemmesiden TripAdvisor, hvor rejsende verden over anmelder og anbefaler hoteller, spisesteder og seværdigheder. 

Det kan være et nyttigt redskab til at planlægge sin rejse, for her får man helt almindelige menneskers ærlige mening om, hvorvidt noget er værd at rejse efter eller ej. 

Og skal man følge en TripAdvisor-anmeldelse, som netop nu er gået viralt, så skal man holde sig langt væk fra søen Llyn Geirionydd i Wales. 

Artiklen fortsætter under billedet

Foto: Polfoto/TOPFOTO/Ritzau Scanpix

Llyn Geirionydd hyldes ofte for sit smukke landskab - men altså ikke af denne skuffede anmelder. Foto: Polfoto/TOPFOTO/Ritzau Scanpix

Ud af de 26 anmeldelser, som seværdigheden har fået, er det kun to, som giver karakteren "Gennemsnitlig" og "Forfærdelig". Den ene af anmelderne har kun givet en enkelt stjerne og har virkelig set sig sur på søen. 

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

- Besøgte søen midt om sommeren, men det var stadig koldt. Hvad sker der for det?!?!, raser anmelderen, der fortsætter: 

- Jeg skulle op og ned af mange bakker for at komme der. OG DER VAR IKKE NOGET SIGNAL PÅ TELEFONEN, skriver den skuffede turist, der i den grad er glad for at skrive med store bogstaver: 

- OG SÅ VAR DER ALT FOR MANGE STEN, lyder det yderligere om søens dårligdomme. 

Heller ikke udvalget af mad faldt i anmelderens smag: 

- Jeg ville have McDonald's, men der var ikke én her. Hvordan skal jeg hjælpe økonomien i gang, hvis der ikke er en McDonald's?, spørger han undrende og fortsætter i sporet: 

- Det ville også have været okay med et passende alternativ som KFC eller Burger King eller endda bare en Subway, ræsonnerer den skuffede turist. 

Anmelderen medgiver, at landskabet var meget smukt, men også dét havde sine ulemper: 

- Der var flot, men det distraherede mig, og jeg væltede i min kajak, som var meget uheldigt, konkluderer anmelderen og afslutter med en tak til de højere magter: 

- Tak de walisiske guder for, at jeg slap væk med livet i behold. 

I kommentarfeltet er der ikke helt enighed om, hvorvidt den negative anmeldelse er skrevet i alvor eller med et glimt i øjet: 

- Søen var også for våd, skriver én i kommentarfeltet. 

- Der er et par stykker her, som skal have en humor-transplantation. Har I aldrig hørt om ironi?, skriver en anden. 

Sponsoreret indhold