Nedtur

Fra at være noget for særligt indviede er finansnyheder de seneste måneder blevet hot news. Danskerne er kommet på fornavn med det hidtil i bredere kredse ukendte C20-indeks. Alle snakker aktier, global krise og faldende huspriser.

Interessen kommer på en dramatisk baggrund. Nemlig at kurserne de seneste måneder er raslet ned. Banker er krakket. Og pensionsopsparinger er på ganske få uger blevet meget mindre værd.

Krisen berører os alle - ikke kun aktiespekulanterne: Boliger kan ikke sælges, banker vil ikke længere låne penge ud til helt almindelige mennesker, og arbejdsløsheden begynder så småt at stige igen.

Der er således ikke tvivl om, at vi har en krise. Men skal vi ikke lige få proportionerne i orden: Nationen er altså ikke ved at gå rabundus, og økonomien er grundlæggende sund.

Den øjeblikkelige krise kan et langt stykke hen ad vejen forklares med psykologi: Jo mere der tales om krise, desto mere får panikken fat - og den onde cirkel er en realitet.

Selvfølgelig gør krisen ondt. Og naturligvis er der ofre.

Men det er måske meget sundt at blive mindet om, at penge ikke bare kommer af sig selv. Og dét var måske det indtryk, som nogle fik i de år, hvor aktiekurserne bare blev ved med at stige, og hvor man kunne blive mangemillionær uden at røre en finger - bare ved at eje et hus.

Dén fest er i den grad slut nu. Euforien er væk. Eftertænksomheden er sat ind. Måske er det ikke så skidt endda.