Nyheder3. februar 2024

Nedstyrtningsfare tvinger borgere til at forlade deres hjem

Under en skimmelrenovation i Snekkersten opdagede ingeniører konstruktionsfejl. Borgere blev evakueret

Borgerne i en række toplansboliger i Snekkersten blev evakueret fredag aften.

Det skriver Boliggården, der administrerer boligerne, ifølge Helsingør Dagblad.

Evakueringen skyldes, at de vurderes at være i nedstyrtningsfare på grund af projekterings- og udførselsfejl, har ingeniørfirmaet Sweco vurderet.

Der er tale om i alt 65 boliger i området Stævnen.

Egentlig havde Sweco fået til opgave at gennemføre en skimmelrenovation i området og opdagede i den forbindelse problemer med konstruktionen.

Det førte til en øjeblikkelig evakuering.

- På grund af det sene tidspunkt fredag blev beboerne på et indkaldt møde anbefalet at finde andre steder at bo hen over weekenden, skriver Boliggården i en pressemeddelelse.

- Hvis ikke dette er muligt, kan beboerne tjekke ind på et lokalt hotel for weekenden, hvor Boliggården afholder udgifterne.

Borgerne kan ikke vende tilbage til deres hjem lige foreløbig, vurderes det.

Sponsoreret indhold