Nyheder30. juli 2025 (opd. 30. juli 2025)

Nederlag til YouTube: Omfattet af forbud mod sociale medier i Australien

Hvis man er under 16 år gammel, så bliver det snart forbudt at bruge YouTube i Australien
YouTube bliver omfattet af et forbud mod sociale medier til børn i Australien.
YouTube bliver omfattet af et forbud mod sociale medier til børn i Australien.
 Foto: Lionel Bonaventure/AFP/Ritzau Scanpix

YouTube kommer også til at blive omfattet af et kommende australsk forbud mod sociale medier for børn.

Det oplyser australske myndigheder onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Tidligere stod videodelingsplatformen til at blive undtaget fra det, der bliver verdens første forbud mod sociale medier for børn under 16 år.

Med forbuddet må platformen ikke have brugere under 16 år i Australien. Lærere må heller ikke vise videoer på platformen til mindreårige.

Men børn og teenagere vil altså fortsat kunne gå ind på YouTube og se videoer, skriver BBC. YouTube Kids-appen undtages fra forbuddet, skriver The Guardian.

Premierminister Anthony Albanese siger i en meddelelse, at australske børn påvirkes negativt af sociale medier.

- Australske forældre skal vide, at vi støtter dem, siger han.

Loven, som blev vedtaget i november, kræver, at de sociale medier tager "rimelige" foranstaltninger for at holde australiere under 16 år væk fra platformene. Ellers kan de blive ramt af bøder på op til cirka 208 millioner kroner, skriver Reuters.

At YouTube bruges af lærere til undervisning, var netop en af årsagerne til, at regeringen i første omgang lod platformen gå fri af forbuddet, som står til at træde i kraft i december.

Men andre sociale medier, der bliver ramt, har klaget. Det gælder for eksempel selskabet Meta med Facebook og Instagram. Også Snapchat og TikTok har klaget.

De mener, at YouTube minder om deres platforme på flere måder, blandt andet ved at brugere kan kommunikere med hinanden, og at en algoritme anbefaler indhold.

YouTube har til gengæld forsvaret sig med, at platformens hovedaktivitet er, at man kan lægge videoer på den.

De australske myndigheder har i forbindelse med forbuddet henvist til en undersøgelse, der viser, at 37 procent af mindreårige melder om skadeligt indhold på YouTube.

Onsdag ventes flere detaljer om det kommende forbud at blive præsenteret for det australske parlament, skriver BBC.

Sponsoreret indhold