Nyheder14. juli 2023

Navneforsker derfor er disse navne så populære

Navneforskeren ser en klar tendens, når det kommer til navnevalg
Ella og William topper listen over de mest populære navne til nyfødte i 2022. 
Ella og William topper listen over de mest populære navne til nyfødte i 2022.
 Foto: Colourbox

En ny top 50 over de mest populære navne til nyfødte drenge og piger i Danmark bringer ikke store overraskelser med sig.

Når forældre vælger navne til deres nyfødte, vælger de nemlig typisk navne fra deres bedsteforældres og oldeforældres generation.

Det er også tilfældet i dag, siger Birgit Eggert, der er navneforsker ved Københavns Universitet.

- Navne, der har været meget udbredte, prøver man at undgå, hvis det er navne, som man kender mange med. Altså navne fra forældrenes egen og deres forældres generation.

- Når det begynder at blive de nybagte forældres bedsteforældres generation, har de måske ikke kendt så mange i den alder, og de navne begynder at kunne bruges til en baby igen, siger Birgit Eggert.

Da forældre skulle vælge navne til deres nyfødte sidste år, faldt valget flest gange på William og Ella. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Ella er for første gang det mest populære navn, mens William er genganger fra tidligere år.

Ifølge Birgit Eggert er Ella et oldeforældrenavn. Det gælder også eksempelvis Karl og Aksel, der ligger henholdsvis nummer 2 og 8 på listen.

Særligt ved navnet William er dog, at det i mange år har ligget i top.

Således har William ligget på top ti siden 2007. Det har også ligget på top 50 siden 1997.

- Navnemoden skifter ikke så hurtigt. Det er nogle få navne, der ryger af listen, og nogle få navne, der kommer ind på listen hvert år, siger Birgit Eggert.

Også navne, der kan bruges i en international sammenhæng, vinder frem, siger navneforskeren.

Hun fremhæver, at der kun er ét enkelt navn på listerne for både pige- og drengenavne, som indeholder et "æ", "ø" eller "å". Det er navnet Lærke.

Og det kan skyldes, at vi også påvirkes af internationale film, tv-serier og reklamer.

- Jeg tror, at man vælger navn ud fra, hvad man kan lide. Men der foregår også en form for ubevidst påvirkning fra samfundet omkring os. Mennesker, der bliver omtalt, om det så er fiktive eller faktiske personer, siger hun.

Birgit Eggert nævner som eksempel navnet Holger.

Det er fra 2021-2022 rykket 14 pladser op ad listen over mest populære navne. Navnet lå nummer 46 i 2021 og nummer 32 i 2022.

- Når vi ser et navn som Holger som højdespringer på listen, er det en nærliggende tanke, at det i hvert fald til dels kan være, fordi en tennisspiller som Holger Rune har været meget omtalt i medierne, siger hun.

Til gengæld er kønsneutrale navne ikke noget, der er afspejlet i navnelisten, siger Birgit Eggert.

- Nej, det synes jeg ikke. Hvis man skulle se en klar tendens til det, ville de samme navne figurere på drengelisten og på pigelisten, siger hun.

Sponsoreret indhold