Nyheder 18. august

Nattevagter hørte mystisk banken fra kapel: Så gjorde politiet overraskende fund

Medarbejdere ved Regionshospitalet Viborg måtte natten til onsdag tilkalde politiet på grund af en mystisk bankelyd, der kom fra kapellet
hospital

Årsagen til den mystiske bankelyd viste sig at være ganske overraskende.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Når en hospitalsnattevagt hører mystiske bankelyde fra kapellet, lyder det som scenen fra en gyserfilm.

Det var ikke desto mindre det, der udspillede sig natten til onsdag på Regionshospitalet Viborg, skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Klokken 2.45 hidkaldte hospitalets nattevagter lovens lange arm, fordi de i et stykke tid havde været plaget af en mystisk bankelyd, som kom fra det grønne område ved kapellet, beretter lokalmediet.

Medarbejderne kunne ikke finde ud af, hvor lyden kom fra, men så var det godt, at politibetjentene kunne løse mysteriet.

Betjentene gennemsøgte det grønne område omkring kapellet, og her fandt de en 42-årig mand, som sad og bankede rytmisk med en hammer på en gryde.

Manden, der boede i nærheden, forklarede, at han var så plaget af støj fra hospitalet – særligt når der blev leveret varer – at han nu ville give hospitalet igen med deres egen medicin.

– Han havde tænkt sig at slå på gryden hele natten, lyder det fra politikommissær Andreas Bang Andersen fra lokalpolitiet i Viborg til Viborg Stifts Folkeblad.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Først da betjentene truede med en anholdelse, droppede den 42-årige mand sit "hævntogt". Han er nu sigtet for brud på ordensbekendtgørelsen og står til en bøde på 1500 kr.  

Sponsoreret indhold