Nyheder14. september 2023

Nasa på pressemøde: Der er IKKE fundet beviser for fremmede liv

Der er ikke fundet beviser for fremmede liv, oplyser David Spergel, der står i spidsen for undersøgelse af uidentificerede luftfænomener (UAP), på en pressemøde.
Chef for rumfartsorganisationen, Bill Nelson
Chef for rumfartsorganisationen, Bill Nelson
 Foto: REUTERS/Joe Skipper

Uidentificerede luftfænomener (UAP) er et af verdens største mysterier. Observationer af objekter på himlen, der ikke kan identificeres som luftballoner, fly eller andet kendt er blevet spottet over hele verden.

Men trods talrige beretninger og billeder har den amerikanske rumfartsadministration Nasa ikke den mængde data, der kan bevise, at der er fremmed liv i universet.

Sådan lyder det i en ny rapport fra Nasas undersøgelseshold i UAP'er og på en pressekonference med blandt andre Nasa-direktør Bill Nelson og David Spergel, der har stået i spidsen for undersøgelsen, der begyndte sidste år.

I løbet af ni måneder har forskere og videnskabsmænd undersøgt uklassificeret data indsamlet om UAP-observationer for at finde ud af, hvordan de bedre kan indsamles og analyseres.

Nasa har på pressemødet udpeget en ny unavngiven direktør for UAP-forskning, hvis job vil være at udvikle og føre tilsyn med Nasas vision om UAP-forskning.

Direktør Bill Nelson siger, at Nasa vil arbejde sammen med andre myndigheder om at analysere uforklarede fænomener.

For der er meget mere at lære og undersøge, mener han.

- Vi vil fortsætte med at afsøge himlen for beboelighed, siger han og tilføjer, at Nasa vil gøre det helt transparent.

David Spergel siger på pressemødet, at offentlighedens rolle ikke kan overvurderes. Nasa vil gøre brug af crowdsourcing for at udfylde de nuværende datahuller.

Crowdsourcing kaldes det, når almindelige mennesker mødes – ofte i cyberspace – for at deles om en stor kollektiv opgave.

Et gennemgående tema for torsdagens pressemøde er transparens. Bill Nelson påpeger flere gange, at Nasas undersøgelser vil være transparente og ærlige.

Ifølge TV 2 spørger Berlingskes USA-korrespondent ind til, om det kan være sandt, når den tidligere efterretningsofficer David Grusch i juli sagde, at USA gemte på både ufoer og fremmede liv.

Bill Nelson siger, at der ingen beviser er for, at det, Grusch siger, er sandt, og at man skal holde sig til de ting, der kan bevises.

- Kun kendsgerningerne, kun kendsgerningerne, siger han.

Sponsoreret indhold