Nyheder11. marts 2024 (opd. 11. marts 2024)

NASA melder ud: Andreas Mogensen har sat kurs tilbage mod Jorden

Den 26. august 2023 blev Andreas Mogensen sendt til Den Internationale Rumstation. Nu oplyser NASA, at den danske astronaut har sat kursen tilbage mod Jorden
Andreas Mogensen har sat kurs tilbage mod Jorden. Det oplyser NASA.
Andreas Mogensen har sat kurs tilbage mod Jorden. Det oplyser NASA.
 Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

En rumkapsel med danske Andreas Mogensen om bord er klokken 16.21 dansk tid afkoblet fra Den Internationale Rumstation (ISS) og har sat kurs mod Jorden, lyder det fra Nasa.

Mogensen har været på Den Internationale Rumstation siden 26. august sidste år. 30 dage efter han ankom, blev han kommandør.

Han tager derfra med sine tre kolleger fra "Crew 7", som han tog afsted med.

Ifølge Nasa er alt gået efter planen ved afkoblingen.

Fra den afkoblede rumkapsel siger astronauten Jasmin Moghbeli mandag til Nasas liveudsendelse, at man som en afskedsgave har efterladt peanutbutter og pandekager til det nye hold på ISS.

Efter afkoblingen venter der nu en omkring 18 timers lang rejse mod Jorden for besætningen.

Går alt efter planen lander de et sted i vandet ud for Floridas kyst i tirsdag klokken 10.50 alt efter vejrforholdene på Jorden.

Ved landing vil rumkapslen ved cirka fem kilometers højde udløse to bremseskærme for at stabiliserer fartøjet.

Derefter vil fire hovedskærme udløses ved omkring halvanden kilometers højde. De skal sørge for, at rumkapslen landet på havets overflade med en fart på omkring 25 kilometer i timen.

Det var anden gang, at Andreas Mogensen var på Den Internationale Rumstation.

Under sit ophold har Mogensen været med til at udføre ti forskellige forsøg. Blandt andet har han filmet tordenvejr med et speciallavet kamera, der kan give billedinformation op til 100.000 gange i sekundet.

Derudover har Mogensen været med til at afprøve en 3D-metalprinter og bruge Virtual Reality til motion og til at styrke mental sundhed i rummet.

Han skulle planmæssigt også have været den første dansker, der var på rumvandring.

Men på grund af en lækage på rumstationen kom Mogensen ikke på vandring.

Søndag overlod Andreas Mogensen kommandørtjansen til sin efterfølger, kosmonauten Oleg Kononenko.

I den forbindelse fortalte danskeren under en transmission, at han glædede sig til at se sin familie igen, men at tid havde været et underligt element på rumstationen.

- På den ene side føles det som om, at det er en evighed, siden vi sagde farvel. På den anden føles det som om, at tiden er fløjet afsted.

- Det er en bittersød følelse at tage afsted, men vi er glade for, at vi snart ser vores familier igen, sagde han med resten af rumstationens besætning ved siden af sig.

Sponsoreret indhold