Nasa med vild udmelding: Vi har fundet vand!
En prøve af sten og støv hentet fra asteroiden Bennu indeholder vand- og kulstofmolekyler.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
På et pressemøde onsdag præsenterer Nasa indholdet af en asteroideprøve, som den amerikanske Osiris-Rex-sonde har indsamlet.
- Både vand og kulstof er byggesten til livet, som vi kender det. Det er præcis den slags materiale, som vi ønskede at finde, siger Nasa-chef Bill Nelson ifølge AFP på pressemødet.
Vandet er fundet i form af hydrerede lermineraler.
Osiris-Rex blev sendt afsted i 2016, hvorefter den landede på asteroiden Bennu. Her indsamlede den omkring 250 gram støv og småsten fra asteroidens stenede overflade.
En kapsel fra sonden landede på Jorden 24. september 2023 - med den hidtil største asteroideprøve, der nogensinde er indsamlet.
Ifølge Bill Nelson kan sådan en mængde bidrage med viden om "typerne af asteroider, der kan true Jorden" og om "det tidligste historie om vores solsystem".
I løbet af den syv år lange rejse, som rumfartøjet har været på, har det tilbagelagt omkring 6,2 milliarder kilometer.
Ifølge Henning Haack, som er ph.d. og meteoritekspert, indeholder asteroideprøven det, forskerne håbede på.
Det er dog stadig tænkeligt, at der gemmer sig nye opdagelser i asteroideprøven.
- Det vil vi komme til at høre om de næste par år, når de får analyseret materialet, siger han til Ritzau.
Der er tidligere faldet materiale ned på Jorden med vand og kulstofforbindelser - for eksempel i en meteorit i Maribo i 2009, siger Henning Haack.
- Men i modsætning til det, der faldt ned i Maribo og lå i regnvejret i seks uger, så er denne asteroideprøve bragt helt sterilt tilbage til Jorden, siger han.
Hvis der gemmer sig nye opdagelser i asteroideprøven, så kan det komme til at gøre os klogere på vandets historie i solsystemet.
- Vi spekulerer meget over, hvor vandet på Jorden er kommet fra. Asteroiden er ikke våd, men hvis den kolliderede med Jorden, så ville den tilføre noget vand, siger Henning Haack.
Ifølge Haack er det tænkeligt, at det er sådan, vores ocean er opstået - med den her type materiale, som er regnet ned på Jorden.
- Vi vil i hvert fald analysere prøven for, om de her vandholdige lermineraler har samme sammensætning som det vand, vi har i vores oceaner, siger han.