Nyheder19. november 2023

Napoleons hat solgt for rekordbeløb

Godt 200 år efter Napoleon Bonapartes død er en af hans hatte blevet solgt for 14,17 millioner kroner i Paris
Napoleons hatte aldrig blevet solgt for større beløb end dét, som auktionshuset Osenat i Paris søndag har indkasseret.
Napoleons hatte aldrig blevet solgt for større beløb end dét, som auktionshuset Osenat i Paris søndag har indkasseret.
 Foto: Claudia Greco/Reuters/Ritzau Scanpix

Gennem tiden er flere af Napoleon Bonapartes hatte blevet solgt. Og det plejer at kræve en vis økonomisk ballast at få fingrene i den tidligere franske general, førstekonsul og kejsers hovedbeklædning.

Alligevel er Napoleons hatte aldrig blevet solgt for større beløb end dét, som auktionshuset Osenat i Paris søndag har indkasseret.

Her er en hat, der tilhørte Napoleon, da han var Kejser, blevet solgt for 1,9 millioner euro. Det svarer til 14,17 millioner kroner.

Hatten er sort og lavet af filtet bæverpels. Det er en bicorne-hat - altså en tokantet hat. Den er dekoreret med Napoleons gradstegn i blå, rød og hvid - altså det franske flags farver.

Forud for auktionen blev den historiske hat vurderet til at være mellem 600.000 og 800.000 euro værd.

Rekordprisen for én af Napoleons hatte var indtil søndagens auktion 1,88 millioner euro eller 14,02 millioner kroner. Den handel kom i hus i 2014.

Auktionshuset Osenat, som har solgt begge hatte, vil ikke løfte sløret for identiteten på køberen af den hat, der blev solgt søndag.

Hatten var senest ejet af forretningsmanden Jean-Louis Noisiez, der døde sidste år. Napoleon selv menes at have båret hatten i midten af sin regeringstid som kejser.

Napoleon var fransk general og senere førstekonsul og kejser i begyndelsen af 1800-tallet. Han levede fra 1769 til 1821 og var fransk kejser fra 1804 til 1814 og igen i 1815.

Han steg op på magtens tinder i Frankrig efter Den Franske Revolution.

Napoleon menes at have haft omkring 120 hatte af samme type som den, der blev solgt søndag i Paris.

Sponsoreret indhold