Nyheder30. marts 2022

Næsten en halv million husstande kan glæde sig: Varmechecken stiger!

Akut varmehjælp, som blev aftalt i februar, kommer fortsat først tidligst til august, men checken er større
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Regeringen præsenterede onsdag en ny aftale om varmechecken, der skal hjælpe danskere med de stigende priser.

I den nye aftale er der afsat en ekstra milliard, som skal være en økonomisk håndsrækning til danskernes varmeregninger - og den nye aftale betyder, at flere får del i pengeposen.

Helt konkret er man enige om at forhøje varmechecken fra de oprindelige 3.750 kroner til nu 6.000 kroner. Samtidig hæves beløbsgrænsen, så husstande med en årlig indkomst på maksimum 650.000 kroner nu også får del i checken.

Det betyder ifølge klima- og energiminister Dan Jørgensen, at 419.000 danske husstande får del i varmechecken.

- Ruslands invasion af Ukraine har skabt endnu større usikkerhed omkring varmeregningerne, og rigtig mange danskere er hårdt ramt på pengepungen.

- Vi øger derfor varmehjælpen, så flere danskere kan få en check, og vi sætter beløbet markant op, siger Dan Jørgensen (S), der er klima-, energi- og forsyningsminister, i en pressemeddelelse.

Aftalepartierne er enige om at afsætte yderligere én milliard kroner til den øgede varmehjælp. Der er dermed tale om en fordobling i forhold til første aftale.

Flere penge til danskerne

I den oprindelige aftale blev varmehjælpen givet til husstande med en samlet indkomst på under 550.000 kroner. Nu er grænsen sat til 650.000 kroner.

- Udgangspunktet er, at vi har meget høje energipriser. Specielt på gas. Det betyder, at mange danskere har en presset økonomi.

- Det gjorde vi allerede noget ved i den første aftale. Nu øger vi det beløb med en milliard mere. Det betyder, at flere vil modtage en check, og at checken vil være større, siger Dan Jørgensen på et doorstep, hvor aftalen præsenteres.

SF's politiske ordfører, Signe Munk, kalder den nye aftale for en håndsrækning til dem, der er hårdest ramt.

- Det vil ikke løfte hele byrden, men det er en ekstra hjælp. Det er en håndsrækning til at betale varmeregningen.

- Den grønne omstilling, hvor gassen blive sendt på pension, er den langvarige løsning. Men lige meget, hvor meget vi presser på her, så er der nogle danskere, der ikke får varmepumpe eller fjernvarme i morgen. De skal have en håndsrækning, siger Munk.

Aftalepartierne afsætter desuden yderligere 100 millioner kroner til kommunernes øgede udgifter til eksempelvis personligt tillæg til pensionister og kontanthjælpsmodtagere.

Ifølge aftalen betyder det, at borgere med meget små indtægter får hjælp, før checken udbetales i august og september.

Sponsoreret indhold