Movia forbyder spilreklamer på busser

Landets største trafikselskab Movia forbyder reklamer for pengespil i og på selskabets busser.
Det skriver Movia i en pressemeddelelse.
Flere af Movias ejerkommuner har tidligere opfordret til at forbyde spilreklamer på busser.
Da en afklaring fra politisk hold lader vente på sig, har Movias bestyrelse valgt selv at fjerne muligheden for reklamer for pengespil.
- Vi har et ansvar som offentligt trafikselskab, og vi ønsker ikke, at vores busser bidrager til et voksende samfundsproblem, siger Movias bestyrelsesformand, borgmester i Hillerød, Kirsten Jensen.
Trafikselskaberne Midttrafik, Nordjyllands Trafikselskab og Fynbus har allerede lavet lignende begrænsninger.
Movias nye regler træder i kraft 1. september senere på året.
- Vi ved, at spilreklamer især påvirker unge og udsatte grupper, og derfor mener vi, at det er den rigtige beslutning at fjerne spilreklamerne, siger næstformand i Movia, borgmester i Sorø, Gert Jørgensen.
Trafikselskab står for driften af en stor del af den kollektive trafik på Sjælland.
Movia har knap 450 buslinjer, og transporterer op mod 175 millioner passagerer årligt i busser, lokaltog og Flextrafik.
Selskabet er ejet af 45 kommuner og de to regioner på Sjælland.