Nyheder4. maj 2004

MOTORVEJSKULTUR

I knap en uge har danskerne nu med god samvittighed kunnet lade foden hvile lidt tungere på gaspedalen – i al fald på visse motorvejsstrækninger. Som bekendt er det nu lovligt at køre 130 km/t de fleste steder – mod tidligere 110 over hele landet.Ikke at vi af den grund skal forvente at se motorvejene forvandlet til de rene racerbaner. Tværtimod tror jeg, at lovændringen vil have den paradoksale effekt, at langt de fleste bilister nu vil køre fornuftigere – det vil sige efter forholdene og inden for grænserne.
https://imgix.seoghoer.dk/media/907cd26eeb654eb28096f8165713e724.jpg

Sagen er jo, at 130 km/t for længst var blevet den uofficielle fartgrænse. Man kan sige, at politikerne nu sådan set bare har blåstemplet en adfærd, der længe har har været den fremherskende. Dertil kommer, at politiet har bebudet, at de nye grænser vil blive fulgt op af intensiv fartkontol, således at de 130 kilometer sørme skal overholdes. Og det samme er tilfældet de steder, hvor fartgrænsen uændret er på 110 km/t. Det er et godt initiativ fra politiets side. For selvfølgelig skal der skrides ind over for dem, som ikke fatter, at en grænse er til for at blive overholdt. Hvor kunne det i øvrigt også være vidunderligt, om ordensmagten ville sætte effektivt ind over for de tumper og halvhjerner, der har gjort motorvejene til centrum for deres aggressive manerer - til gene for alle de mange, som kører godt og fornuftigt. Vi kender dem så godt, disse fartbøller: Helt i op bagenden af den forankørende, hidsige blink med lygterne - himmelvendte øjne. Som regel mænd i ynkelige, undermotoriserede biler. Mænd, der bag rattet åbenbart skal kompensere for alle deres mindreværdskomplekser. Problemet er bare, at en motorvej (og en hvilken som helst anden vej) er et meget dårligt sted at vise potensforlængeren frem. Her kunne færdselspolitiet passende være på pletten. Lad mig give opfordringen videre.

Sponsoreret indhold