Nyheder8. juni 2009

Morten og Morten til Bruxelles

Den tidligere TV-mand og hans stokrose-danske kollega blev valgt ind i Europaparlamentet
Vi er på vej....Løkkegaard og Messerschmidt fik stemmer nok til et fem års ophold i Bruxelles og Strasbourg
Vi er på vej....Løkkegaard og Messerschmidt fik stemmer nok til et fem års ophold i Bruxelles og Strasbourg
 Foto: All Over

De har ikke så meget tilfælles de to, bortset fra at deres respektive partier Venstre og Dansk Folkeparti enes rigtig godt og at begge kandidater nu kan se frem til at udforske og bo - i hvert fald en del af tiden - i den belgiske hovedstad Bruxelles.

Morten Messerschmidt kom hånd i hånd med kæresten Dot ind på Christiansborg for at blive hyldet. Med sloganet "Giv os Danmark tilbage" blev den unge Morten den helt store stemmesluger.

Jeg skal bide dem i haserne

- Det er EF-dommerne, unionspartierne og kommissionen, jeg skal bide i haserne. Vi har kørt den her kampagne under sloganet "Gi' os Danmark tilbage", og det er sådan set dem, som har taget indflydelsen fra danskerne, og det er den indflydelse, vi gerne skal have tilbage til Christiansborg, sagde Morten Messerschmidt til DR.

Hans navnebror, den tidligere TV-vært Morten Løkkegaard, blev sammen med topkandidaten Jens Rohde og Anne E. Jensen valgt ind, men partiet fik ikke et rigtigt godt valg, da Socialdemokraterne fik de fleste stemmer.

De helt store tabere er dog De Radikale, som slet ikke fik nogen stemt ind samt Junibevægelsen, der heller ikke, for første gang i partiets historie, får repræsentanter med til Bruxelles.

Her er det endelige resultat af valget:

Socialdemokraterne: 503.983 stemmer - 21,5 % - fire mandater (minus 1)

Venstre: 473.933 stemmer - 20,2 % - tre mandater

SF: 371.197 stemmer - 15,9 % - to mandater (plus 1)

Dansk Folkeparti: 357.776 stemmer - 15,3 % - to mandater (plus 1)

Konservative: 297.033 stemmer - 12,7 % - et mandat

Folkebevægelsen mod EF: 168.035 stemmer - 7,2 % - et mandat

Det Radikale Venstre: 100.011 stemmer - 4,3 % - 0 mandat (minus 1)

Junibevægelsen: 55.395 stemmer - 2,4 % - 0 mandat (minus 1)

Liberal Alliance: 13.896 stemmer - 0,6 % - 0 mandat

De personlige stemmer optælles først i løbet af mandag - de kan give overraskelser på de yderste pladser.


Sponsoreret indhold