Nyheder17. november 2021

Morten Messerschmidt overvejer at blive formand for DF

Meldningen kommer i kølvandet på Kristian Thulesens Dahl udmelding om, at han vil trække sig
https://imgix.seoghoer.dk/borgen_2_0.jpg
 (Foto: Dan Mariegaard)

Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt siger, at han vil overveje at stille op som formand for Dansk Folkeparti.

- Det er noget, jeg vil overveje, men det er ikke nogen hemmelighed, at jeg nu på syvende år går rundt med en stor sky over hovedet, som jeg stadigvæk afventer en afklaring på, siger Morten Messerschmidt med henvisning til dommen fra byretten om svig med EU-midler og dokumentfalsk.

En dom, som Messerschmidt har anket.

- Det sammen med en række andre ting er jeg nødt til lige at tygge på det. Det vil jeg bruge den næste tid til, siger Morten Messerschmidt.

Udmeldingen kommer, efter at Kristian Thulesen Dahl onsdag har udtrykt ønsket om, at hovedbestyrelsen indkalder til ekstra ordinært landsmøde, hvor der kan vælges ny formand.

Det sker i lyset af nederlaget ved kommunalvalget, hvor Dansk Folkeparti mistede halvdelen af sine mandater.

Spørgsmål: Vil du kunne være formand for Dansk Folkeparti, hvis du får den samme dom i landsretten, som du fik i byretten?

- Det er præcis det store spørgsmål, som jeg og også andre er nødt til at overveje, inden jeg træffer den afgørelse, siger Morten Messerschmidt.

Han blev i august idømt seks måneders betinget fængsel ved Retten i Lyngby i sagen om svig med EU-midler og dokumentfalsk.

Messerschmidt har anket dommen til landsretten, der skal tage stilling til skyldsspørgsmålet.

Sponsoreret indhold