Nyheder1. marts 2022

Møgbeskidt: Starbucks får stor bøde og sur smiley for dårlig rengøring

Kaffebarkæden har problemer med hygiejnen
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/starbucks1.png
 Screendump fra Google Maps

Den amerikanske kaffebarkæde Starbucks har fået en sur smiley og en bøde på 20.000 kroner på grund af dårlig rengøring.

Det viser en kontrolrapport fra 22. februar.

Fødevarekontrollen besøgte her en Starbucks-filial i Fields på Amager. Og kontrollanterne var bestemt ikke tilfredse med, hvad de så.

I området omkring disken var gulvet beskidt og havde belægninger af gamle madrester, spildte væsker og støv.

Også under kaffebarens grillovn var der tykke belægninger af støv, mens en skuffe til rene redskaber også var snavset og støvet.

I kaffebarens baglokale og lager var gulvet ligeledes beskidt.

En repræsentant fra kaffebaren oplyste ifølge kontrolrapporten om, at man ville fjerne køleskabe og frysere fra lageret, så der ikke længere ville stå fødevare der. Desuden ville man få ordnet de andre ting.

Problemer tidligere

Det er ikke første gang, Fødevarestyrelsen påpeger den mangelfulde rengøring på Starbucks i Fields.

27. januar var kontrollen ligeledes på besøg.

Dengang var det isterningemaskinen, opvaskemaskinen og gulvet, der var beskidt.

SE og HØR har været i kontakt med Salling Group, der har ansvaret for den pågældende Starbucks, men de er endnu ikke vendt tilbage.

Sponsoreret indhold