Nyheder29. december 2016

Mø nægtet afrejse: Aflyser koncerter i udlandet

Den danske stjernespire Mø har efter lægens ordre måttet aflyse koncerter i Australien.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/jmoe.jpg
 (Foto: Kaspar Wenstrup)

Den fynske sangerinde Mø har fået strenge ordrer fra sin læge om, at hun ikke må rejse ud af landet.

Karen Marie Ørsted, der er Møs borgerlige navn, er nemlig blevet ramt af en så slem lungebetændelse, og kan derfor ikke rejse til Australien, hvor hun skulle have spillet koncert de næste fire dage.

Det skriver festivalerne Field Day og Falls Music and Arts Festival på hver sin Facebook-side. To festivaler, som skulle have haft besøg af den danske sangstjerne.

- Vi er så kede af at måtte fortælle jer, at Mø desværre ikke kan fuldføre sin australske turné på grund af sygdom, skriver Field Day-festivalen på sin Facebook-side.

- Hen over julen blev hun ramt af lungebetændelse, og efter lægens ordre, skal hun blive hjemme, til hun er helt rask. Hun er ked af at måtte gå glip af festivalen og af at hun ikke kan optræde for sine fans, fortsætter festivalens opdatering.

Indtil videre er det koncerterne i Lorne, Marion Bay og Byron Bay, der er blevet aflyst. Ligesom koncerten på Field Day-festivalen i Melbourne den 1. januar også er aflyst.

Mø skal spille yderligere fire koncerter i Australien i starten af det nye år, men her har hverken sangerinden selv eller arrangørerne bag koncerterne meldt noget ud om, hvorvidt disse også er aflyst.

Mø skrev selv en opdatering på sin Facebook-side, hvor hun fortalte om aflysningen, og at hun lå syg, men den er blevet slettet igen.

/ritzau/FOKUS

Sponsoreret indhold