Modepolitiet: Smid aldrig gamle klæder ud
Modepolitiet Uge 17 2016

Det er efterhånden længe siden, man holdt op med at producere jakkesæt med tre knapper, men vintage (et pænt ord for gamle klude) er in som aldrig før.
Reglerne for, hvilke knapper der skal knappes, er nemme at huske. Her findes nemlig et lille stykke mnemoteknik. Startende fra oven: Maybe, always, never. Altså altid den midterste, måske den øverste, men aldrig den nederste.
Eller man kan selvfølgelig lave en helgardering som filminstruktøren Jesper W. Nielsen.
Med til premiere var fru Pernille.

Netop i disse dage læser man igen og igen, at dansk musiks store fænomen Lukas Graham velfortjent går sin globale sejrsgang, samt at millionerne vælter ind – herligt!!
Ved uddelingen af Carl Prisen, som hædrer danske sangskrivere og komponister, var Lukas Graham repræsenteret ved sine to væbnere, producere og keyboardafløsere Morten Pilegaard og Morten Ristorp til velfortjent ros
... Men så er det lige, at Modepolitiet tænker: ”Hvis nu millionerne virkelig vælter ind, kunne der så ikke ... måske ... blive råd til et par nye bukser til Morten?”. Den stakkels fyr ser jo ud, som om han er væltet på cykel ... 36 gange.

Afviklerne af Dansk Svømme Award i Cirkusbygningen var repræsenteret ved showmanden Bo Ilskjær, der var i sådan et løjerligt sæt, som Elvis Presley ville have fået sin skrædder til at lave ... Hvis altså han havde været på badeferie i Thailand.
Dragten er gjort i et spøjst, riflet bomuldsmateriale, uden dog at være fløjl i traditionel forstand, og så en ordentlig røvfuld silkebroderier oveni.
Modepolitiet elsker folk, der tør have deres egen stil, og Bo har her fundet på noget, som selv ikke dressmanden Jacob Haugaard kan gøre ham efter.

Det var det franske tennis-es Jean René Lacoste, der ridende på ryggen af imponerende otte Grand Slam-titler startede tøjmærket Lacoste i 1933.
Det var Shu-bi-dua, der i 1982 sang om en lille og krukket dille, og det var Dansk Svømme Awards storartede vært Michael Stærke, som brugte den lille dille til at vise, at man sagtens kan være elegant og lødig TV2-sportsjournalist i nobelt jakkesæt og så alligevel liiiiige være sådan lidt sportsmands ... agtig.

Modepolitiet elsker Lina Rafn.
Få har som hun en så bredspektret og forskelligartet garderobe.
I Infernal-regi kan hun troppe op i det vildeste scenetøj, mens hun også kan være forstadsfrue-elegant i skyhøje hæle og læderbukser fra gulv til loft. Ved den store badefest, Dansk Svømme Award, var Lina med til at uddele Den Gyldne Badehætte til prominente danske konkurrencesvømmere og kan her nydes sammen med festarrangøren Sabah Afzal og blomsterpigen Iben Juel Nielsen.
Er det bare mig, eller tænker I også Charlie’s Angels?
Modepolitiet Uge 17 2016
Modepolitiet har observeret adskillige mærkværdige modetendenser på ugens røde løbere
Tekst af: Mads Christensen
Hos mændene har vi længe nydt godt af den såkaldte shrink-to-fittrend, hvor jakkesættene er købt i størrelse jeg-har-lånt-det-af-min-søn.
Skuespilleren Julie Agnete Vang viser her, at denne trend åbenbart også gælder i pyjamasland. Stumpebukser og 3/4-ærmer er rendyrket shrink-to-fit, og så længe den trend er moderne, kan man i teorien aldrig vokse ud af sit tøj ... mere, end man allerede er.
Julie Agnete Vang er dansk skuespillerinde, og vi kender hende fra danske hitfilm som "Kollektivet", "Rosita" og TV2's sketschshow "Live fra Bremen".

(Foto: Thomas Laursen)