Nyheder3. april 2009

Modepoliti: Flæskede ølmaver

SE og HØRs modesherif Mads Christensen slagter Fede Finn og Funny Boyz
https://imgix.seoghoer.dk/media/se-og-hoer/kendte-danmark/funnyboyzmodepoliti1-jpg.jpg

The Beatles gjorde det, Village People gjorde det - ja, selv de tre tenorer gjorde det: Altså udviklede et samstemmende visuelt koncept som opbakning til deres kunstneriske udtryk.

Fede Finn & Funny BoyZ, som spiller med i "Fri os fra det onde", går hele vejen i vanvittige mega-kulørte rædselsjakker, fabelagtige farveladeslips og ... tjek liiige, hvor gennemførte de er i deres koncept: Samstemmende store, flæskede ølmaver. Så bliver det ikke grimmere!

Hatten af, tak

De to dressmænd Dario Campeotto og Bjørn Tidmand var i den forgangne uge blevet enige om at slå et slag for tweed-kasketten. Den korrekte betegnelse for sådan en kalot er en eightpiece, navngivet efter de otte partier, hattepulden er syet sammen af. Men lige meget hjalp det.
Hvis man gerne vil ligne en båtnakke fra en Olsen-banden-film, er denne hatteføring varen.

Pelle er røven af fjerde division

Dameblade og kvindegrupper er enige om, at Pelle Hvenegaard er en af nationens flotteste mænd.

Set i det lys kan det vise sig nødvendigt at tone herligheden lidt ned for overhovedet at kunne bevæge sig uvoldtaget i det offentlige rum.
Det gør Pelle forbilledligt med jammerlige gummisko, slaskede hængerøvsbukser, snotklud om halsen og tankpasser-jakke.

Unge mænd, der gerne vil ligne røven af fjerde division, har hermed i Pelle fundet deres helt. Se ham i ugens SE og HØR.
Læs mange flere seriøse analyser af de kendtes tøj i hver uge i SE og HØR.

Sponsoreret indhold